Bianco fortsætter underskudsridt: Har tabt knap 300 mio. kr. på et årti
Den underskudsramte skokæde Bianco fortsætter stimen af underskud.
Hullet i pengekassen bliver større og større hos den kendte danske skokæde Bianco.
Selskabets dugfriske årsregnskab viser et underskud på 12,6 mio. kr. efter skat.
Det bidrager blot yderligere til perlerækken af underskud, der det seneste årti har resulteret i et samlet tab på 291 mio. kr.
Bianco tog i oktober konsekvensen af de mangeårige underskud og afviklede selskabets tilbageværende 16 butikker i Danmark og Norge. Det skete som led i et strategiskifte fra at drive egne butikker til udelukkende at fokusere på wholesale.
»Bianco har i en årrække kæmpet med store udfordringer i at få økonomien til at hænge sammen i butiksdriften. Dette er det nu besluttet at tage konsekvensen af,« skrev adm. direktør Thomas Rosenvold Thygesen dengang til Finans i et skriftligt svar.
På sit højeste havde skokæden 180 butikker i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
Virksomhedens ledelse udtrykte i det sidste årsregnskab en forventning om en positiv udvikling i resultatet i år. Et underskud på 12,6 mio. kr. er dog også en forbedring sammenlignet med året før, hvor underskuddet lød på knap 47 mio. kr.
Ledelsen anser dog stadig årets resultat for »utilfredstillende,« fremgår det af regnskabet.
For det kommende regnskabsår lyder forventningen fortsat på »en positiv udvikling i årets resultat« for regnskabsåret 2021/2022.
Bianco Footwear ApS, som selskabet hedder, har blandt andet Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen i ejerkredsen. I august skilte han sig dog af med langt størstedelen af den underskudsplagede skokæde, som han har været medejer af siden 2016.
Det skete, da han solgte Bianco til design- og handelsvirksomheden Last Studio gennem sit investeringsselskab Brightfolk.
I forbindelse med handlen skød han samtidig 4 mio. kr. i Last Studio, og derfor ejer Holch Povlsen fortsat en 20-24,99 pct. af Bianco.
Biancos adm. direktør, Thomas Rosenvold Thygesen, ønsker ikke at kommentere på regnskabet, da han er indtrådt efter regnskabsperiodens afslutning, siger han til Finans.
Han indtrådte som adm. direktør pr. 9. august 2021, hvor regnskabsperioden sluttede 31. juli.

