Erhverv

Tyskland lukkede fredag halvdelen af landets atomkraftværker

Tyskland har sat skub på nedlukningen af landets atomkraftværker.

Tyske atomkraftværker lukkes på stribe. Inden årets udgang er de alle lukket helt ned. Arkivfoto

Fredag barberede Tyskland mængden af atomkraftværket i landet ned fra seks til tre.

I 2021 stod de seks for omtrent 12 pct. af al elektricitetsproduktionen hos Danmarks sydlige naboer.

Det skriver Reuters.

Ifølge mediet er det værkerne i Brokdorf, Grohnde og Gundremmingen C, der nu er blevet lukket i det seneste træk mod at blive helt fri for atomkraftværker i Tyskland. Noget, der er blevet arbejdet på siden ulykken i Japans Fukushima i 2011, men som på det seneste er blevet skruet gevaldigt op i tempo.

De tre resterende atomkraftværker i Europas største økonomi kommer således også til at lukke ned for produktionen inden udgangen af 2022.

Tyskland har en målsætning om at få 80 pct. af landets energi fra vedvarende energikilder inden 2030, og med bl.a. nedlukningen af landets hidtidige energikilder i kraft af atomkraftværker er Tyskland fortsat interessant for danske eksportører af grønne energiløsninger.

Ifølge Dansk Industri er Tyskland Danmarks klart største samhandelspartner, og det er det land, Danmark eksporterer næstmest til - kun overgået af USA. I 2020 eksporterede danske virksomheder således for 154 mia. kr. til Tyskland.

Det var i øvrigt blot den første gang siden 1977, at Tyskland ikke var det største eksportmarked.

Traditionelt har Tyskland også været en af aftagerne til grønne, danske energiløsninger, og landet har således i en årrække været Danmarks største eksportmarked for energiteknologi, skriver Dansk Industri.

Bl.a. har danske Ørsted allerede flere store havvindmølleparker i Tyskland, hvorfra de sælger energi til det tyske marked. Også Vestas afsætter vindmøller til de tyske naboer.

Læs også
Top job