Danmarks største bilkoncern opkøber: »Et godt strategisk match«
Semler Gruppen, der er Danmarks største bilkoncern, starter året ud med et opkøb af selskabet RTT.
Danmarks største bilkoncern, Semler Gruppen, bliver nu endnu større.
Koncernen - som importerer blandt andet bilmærker som Audi, Volkswagen, Skoda og Porsche - har netop opkøbt selskabet RTT.
Opkøbet skal styrke koncernens evne til at håndtere store bilflåder i fremtiden, siger adm. direktør i Semler Gruppen, Ulrik Drejsig.
»Bilbranchen gennemgår i denne tid en hastig transformation, hvor kunder i stigende grad vil få adgang til biler fremfor at eje dem. Det betyder kortere brugsperioder på bilerne, hvorefter bilen skal ind, klargøres og videre til en ny bruger. Med opkøbet af RTT har vi fået nogle gode mennesker, der kan lave det skift på en effektiv måde,« siger Ulrik Drejsig.
RTT beskriver sig selv som en totalleverandør til bilbranchen, og laver - foruden klargøring af biler - varevognsindretninger og -ombytninger, taxaombygninger og service samt skilte og dekorationer af biler. Og de arbejdsopgaver vil den blive ved med som led i den nye koncern, siger fortsættende adm. direktør i RTT, Claus Jølck.
»Det bliver på en måde business as usual i de arbejdsopgaver, vi laver, men opkøbet gør bare, at hele organisationen lige går et level up,« siger han.
Er der opskaleringsdrømme?
»Ja, det er der helt sikkert. Vi kommer til at fordoble både omsætningen og antal værksteder indenfor de næste 3-4 år,« siger Claus Jønck.
RTT har for nuværende ca. 90 ansatte med værksteder i fire af Danmarks større byer.
Claus Jønck overdrager ved opkøbet sin ejerandel på 67 pct. af RTT til Semler Gruppen. Hverken han eller Ulrik Drejsig ønsker at oplyse nogen købesum.
RTT har lavet overskud hvert år det seneste årti i en størrelsesorden fra et par hundrede tusinder til knap 6 mio. kr. på sit højeste. Selskabet har en egenkapital på 10 mio. kr. ifølge 2020-regnskabet.
Semler Gruppen overtager det fulde ejerskab og kan dermed tillægge ovenstående til sin egenkapital, som i 2020 lå på 1,5 mia. kr.


