Erhverv

Amazon og DraftKings ville sikre sig The Athletic i milliardhandel - men New York Times løb med det hele

Efter en formel salgsproces løb The New York Times med det populære sportsmedie The Athletic. Men der var flere velkendte bejlere til den milliardstore handel.

The New York Times har til huse på Manhatten, og har et mål om at have 10 mio. betalende abonnenter i 2025. (Photo by ANGELA WEISS / AFP)

Der skulle ikke gå længe, før det populære amerikanske sportsmedie The Athletic i september 2020 kunne melde om en mio. betalende abonnenter, til et større salg af mediet kunne komme på tale.

I marts 2021, seks måneder efter udmeldingen, kom det frem at The Athletic var i forhandlinger med den digitale nyhedstjeneste Axios om en fusion mellem de to medier.

To måneder senere kunne The New York Times berette, at de nu var i forhandlinger om at købe sportsmediet. Det endte som bekendt sådan, og en handel på 550 mio. dollars, godt 3,6 mia. danske kroner betød, at The Athletic nu er under New York Times’ vinger.

Nu kan CNBC berette, at der var flere store bejlere til det milliardstore salg.

Både e-handelsgiganten Amazon, massemedievirksomheden Conde Nast, der har brands som Vogue og GQ, bettingfirmaet DraftKings og kapitalfonden TPG Capital var meldt ind i kampen om købet af det populære sportsmedie.

Faktisk var konkurrenterne så meget inde i kampen, at The New York Times på et tidspunkt ikke længere var inde i forhandlingerne. The Athletic kunne ikke acceptere The New York Times’ første bud på 500 mio. dollars, men da forhandlingerne gik i stampe med andre bejlere, kunne New York Times hæve sit bud med 10 pct. og dermed løbe med milliardhandlen.

Èn ting står helt klart: The Athletic havde brug for penge. Siden stiftelsen af sportsmediet i 2016 har The Athletic aldrig bogført et overskud på bundlinjen. The Athletic brændte sig igennem omkring 100 millioner dollars mellem 2019 og 2020, mens de kun indbragte 73 millioner dollars i omsætning over samme tidsperiode.

Aftalen mellem New York Times og The Athletic er underskrevet, og den endelige salgsprocess forventes færdiggjort i første kvartal 2022. The Athletic vil fortsat være et selvstændigt medie efter processen er overstået.

Læs også
Top job