Erhverv

Største stigning nogensinde: Virksomhedernes produktionsomkostninger er eksploderet

Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik steg producentprisindekset for varer med 33 pct. i december 2021. Det er den største stigning, siden indekset blev oprettet.

Foto: Rikke Kjær Poulsen

Over det seneste år er producentpriserne i Danmark steget ualmindeligt meget.

I december 2021 steg priserne med 33 pct. sammenlignet med året før, hvilket er den højeste stigning nogensinde, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Producentpriser dækker over virksomheders forskellige produktionsomkostninger, herunder bl.a. energi, der absolut er højdespringeren, når det kommer til prisstigninger.

Her er priserne steget med 307 pct. i løbet af det seneste år.

»De massive prisstigninger på energi rammer i øjeblikket virksomhedernes omkostninger særdeles hårdt. Lægger man dertil, at presset på de globale forsyningskæder har løftet priserne på alt fra fragt til råvarer og maskiner, så er vi er nu vidne til en noget nær perfekt storm, hvor virksomhedernes omkostninger stiger voldsomt,« siger Tore Stramer, cheføkonom ved Dansk Erhverv, i en kommentar til udviklingen.

Det er imidlertid ikke kun priserne på energi, der er eksploderet i løbet af 2021. Også priserne på råvarer og maskiner er på himmelflugt med en prisstigning på bl.a. råstofindvinding på 147,4 pct. Men ikke desto mindre er det stadig energiposten, der slår hårdest.

»Selvom priserne stiger mange steder, så er det i udtalt grad energipriserne, som driver udviklingen,« siger Søren Kristensen, cheføkonom ved Sydbank, i en kommentar.

Han noterer sig også, at det samlede importindeks for året er steget med 15,5 pct., hvilket er det højeste niveau nogensinde - stærkt drevet af importprisen på energiforsyning, som er steget hele 495,3 pct. over det seneste år.

Læs også
Top job