Erhverv

Han vendte minus til plus: Milliardkoncern mister topchef efter 11 år

Mikael Thinghuus stopper til sommer som topchef i fiskegiganten Royal Greenland efter 11 år på posten.

Adm. direktør i Royal Greenland, Mikael Thinghuus, stopper efter 11 år på posten.

Han har siddet på posten som adm. direktør i fiskegiganten Royal Greenland de seneste 11 år, men til sommer er det slut.

Mikael Thinghuus stopper nemlig som topchef for verdens største leverandør af koldtvandsrejer og hellefisk, melder Royal Greenland i en pressemeddelelse.

Mikael Thinghuus, som fylder 60 år til sommer, er ifølge pressemeddelelsen nået frem til, at det er i både Royal Greenlands og hans egen interesse, at der findes friske kræfter til hans stilling.

»Min tid i Royal Greenland er et af højdepunkterne i mit liv,« udtaler Thinghuus.

»Jeg har været rigtig glad for samarbejdet med mine direktionskollegaer og selskabets andre medarbejdere – og jo også makkerskabet med min formand gennem alle 11 år,« lyder det videre.

Thinghuus tiltrådte stillingen ved årsskiftet 2010/2011, hvor Royal Greenland befandt sig i en dyb krise både finansielt som strategisk.

Han har i samarbejde med selskabets bestyrelsesformand, Niels de Coninck-Smith, fået vendt skuden og vendt underskud til overskud.

Blandt andet har Mikael Thinghuus været med til at sælge over halvdelen af de aktiviteter, som Royal Greenland drev i 2011.

Pengene er blandt andet blevet brugt på at tilbagebetale den halve milliard danske kroner, som ejerne i form af det grønlandske selvstyre måtte bidrage med, da Royal Greenland var i store finansielle vanskeligheder i 2010.

Royal Greenland omsætter for omkring 5 mia. kr. Selskabet oplyser i pressemeddelelsen, at 2021 resultatmæssigt bliver det »klart bedste år nogensinde.«

»Han har været et scoop for Royal Greenland, og vi kommer til at savne ham meget,« udtaler bestyrelsesformand Niels de Coninck-Smith om sin nu afgående topchef.

Læs også
Top job