Erhverv

Sjælden kæmpediamant fra rummet sættes til salg

En af verdens største diamanter, den sorte "Enigma"-diamant, ryger snart på auktion.

"Enigma" er en af verdens største diamanter. Screenshot: Sotherby's Dubai.

En diamant fra rummet, der kom til jorden ved et meteornedslag.

Det lyder næsten som starten på en superhelts origin-historie, men ikke desto mindre er det starten på en tocifret millionhandel.

I næste måned bliver en af verdens største diamanter, den sorte ”Enigma”-diamant, der siges at komme fra rummet, nemlig sat til salg på en auktion i London.

Det skriver CNN.

Den sorte diamant på 555.55 karat er en meget sjælden såkaldt carbonado-diamant, og den anslåes at være mellem 2,6 og 3,8 milliarder år gammelt.

»Den her mulighed for at købe et af de mest sjældne kosmiske vidundere, der er milliarder af år gammel, får man kun én gang i livet,« lyder det fra Nikita Binani, der er juvelekspert hos Sotheby’s i London, hvor diamanten sættes til salg, i en pressemeddelelse.

Auktionshuset Sotheby’s forventer, at diamanten bliver solgt for omkring 44,6 mio. kr.

Ud over at være kæmpestor og oldgammel, så skal årsagen til Enigma-diamantens værdi også findes i diamantens oprindelse. Carbonado-diamanter indeholder både nitrogen og hydrogen, men også osbornite, som er et mineral, der indtil nu kun er fundet i meteoritter.

Derfor går man ud fra, at diamanter af denne slags kommer fra rummet, og enten er blevet skabt ved meteornedslag eller ved at en såkaldt ”diamant-bærende” asteroide har kollideret med jorden.

Ifølge Sotherby’s løber auktionen online fra d. 3. til den 9. februar.

Læs også
Top job