Håndplukket af Obama: Sahra-Josephine Hjorth udpeget til eksklusivt program
Sahra-Josephine Hjorth, der står i spidsen for CanopyLab, skal være med til at give et bud på fremtidens ledelse. Det sker i regi af Obama-parrets fond.
Sahra-Josephine Hjorth er som eneste dansker blevet udvalgt af Obama-parret til at give et bud på bæredygtig og ansvarlig ledelse i fremtiden.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
»Jeg er enormt stolt over som dansker at være udvalgt til at bidrage til Obama Foundations arbejde med at inspirere til ledelse i og for en bedre verden. Jeg går ydmygt og nysgerrigt til opgaven,« siger Sahra-Josephine Hjort, der til daglig er adm. direktør og medstifter af den digitale undervisningsplatform CanopyLab.
Sammen med 35 andre europæiske ledere skal hun inspirere til moderne ledelsesudvikling gennem et intensivt program med sparring og flere ugentlige workshops, som finder sted fra januar til juni i år. Det sker i regi af Obama Foundation.
Sahra-Josephine Hjorth blev indstillet til Obama Fondens program af tidligere statsminister og generalsekretær for Nato, Anders Fogh Rasmussens Alliance of Democracies Foundation, som samarbejder med Obama Foundation.
»Anders Fogh Rasmussen og jeg mødtes i oktober med Barack Obama. Jeg havde fornøjelsen af at indstille Sahra-Josephine som fellow til Obama Foundation. Derfor er jeg fuldstændig overbevist om, at Obama Foundation har truffet et fremragende valg med Sahra-Josephine og det bedste Danmark har at byde på af internationalt talent,« siger Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.
Sahra-Josephine Hjorth er næstformand i DI Digital, og herfra er der også rosende ord til udnævnelsen.
»Det er et stort skulderklap til Sahra-Josephine, men også til hele den måde, som vi griber digitalisering og det at drive moderne virksomhed an på i Danmark. Vi er kendetegnet ved at være transparente i vores ledelsesstil,« siger Rikke Hougaard Zeberg, branchedirektør i DI Digital, i en pressemeddelelse.
CanopyLab, som Sahra-Josephine Hjorth står i spidsen for, blev stiftet i 2015. Virksomhedens uddannelsesteknologi er baseret på kunstig intelligens. CanopyLab sælger både sin teknologi til virksomheder, men deler den også gratis med NGOer, der bruger den til at fremme viden om bl.a. klimahandling og bæredygtighed, seksuel- og reproduktive rettigheder samt demokrati.
CanopyLab har haft underskud i sine første fem regnskabsår.