Erhverv

På kollisionskurs med Månen: Raket fra SpaceX er ude af kontrol

I marts ventes en SpaceX-raket at ramme Månen. Raketten blev sendt op i 2015.

Her ses en opsendelse af SpaceX fra den 20. januar 2020. En SpaceX-raket, som blev sendt op i 2015, er nu på kollisionskurs med Månen. Foto: SpaceX

En raket fra SpaceX er ude af kontrol og på kollisionskurs med Månen.

Det skriver det britiske medie Guardian.

Raketten blev sendt op i rummet i 2015 på en mission, der skulle bringe en vejrsatellit på plads. Det lykkedes, men siden gik det galt.

Raketten havde ikke nok brændstof til at komme tilbage til Jordens atmosfære, og samtidig kunne den ikke undslippe tyngdekraften mellem Jorden og Månen.

Derfor har den siden svævet rundt i rummet som rumskrot i et »kaotisk kredsløb«, som en ekspert formulerer det over for Guardian.

Til marts forventes raketten at ramme Månen med en hastighed på omkring 2,58 km i sekundet.

»Dette er det første uforsætlige tilfælde (af rumskrot, som rammer månen, red.) af, hvad jeg ved,« siger Bill Gray, der dataanalyserer objekter i rummet, til Guardian.

Kollissionen forventes ikke at kunne blive set fra Jorden, da det sker på den fjerne side af Månen.

SpaceX er ejet af Tesla-topchefen Elon Musk, som i øjeblikket er verdens rigeste person. Musk har som erklæret mål at kolonisere Mars med sin rumvirksomhed SpaceX.

I efteråret 2021 fik SpaceX en værdiansættelse, der fik Musks papirværdi til at skyde gevaldigt op.

Det fik Musk til tasterne på Twitter, da han blev konfronteret med nyheden om, at han er stukket af fra resten af verdenseliten på rigdom. Musk skrev på den sociale platform, at »forhåbentligt er det nok til at forlænge livet til Mars«.

Musk har lige nu en formue på 237 mia. dollars.

Læs også
Top job