Erhverv

Hurtigruten får millionbøde efter smitteudbrud

En længere efterforskning peger nu på, at Hurtigruten ikke foretog de krævede sikkerhedsforanstaltninger ved et smitteudbrud i sommeren 2020.

Et smitteudbrud på en af Hurtigrutens færger i sommeren 2020 har været skyld i, at selskabet nu er blevet idømt en millionbøde. Foto: Nancy Falcon Castro.

Den norske krydstogtselskab, Hurtigruten, en kaptajn og en skibslæge er blevet idømt bøder for ikke at have reageret tilstrækkeligt på et coronaudbrud ombord på en færge tilbage i sommeren 2020.

Det skriver det norske erhvervsmedie Dagens Næringsliv.

Hurtigruten er blevet idømt en bod på 1 mio. norske kr., svarende til cirka 740.000 kr., mens kaptajnen og skibslægen er blevet idømt bøder på hhv. 30.000 og 40.000 norske kr.

Politiet begyndte at efterforske sagen umiddelbart efter det i sommeren 2020 kom frem, at der var 40 konstaterede tilfælde med coronavirus på skibet Roald Amundsen, der er ejet af Hurtigruten. Smitten var opstået efter to togter fra Tromsø og rundt i Svaldbard.

Her kom det frem, at Hurtigruten havde flere informationer, der pegede på, at der var smitte ombord på færgen.

»På trods af dette har rederiet undladt at gennemføre smittebekæmpende foranstaltninger, underrette passagerer, besætning eller offentlige myndigheder herom,« oplyser politiet i Troms i en pressemeddelelse ifølge Dagens Næringsliv.

Sagerne mod Hurtigrutens adm. direktør, driftsdirektør og skibslægen på det første togt er blevet henlagt, da det er blevet vurderet, at der ikke er grundlag for personligt strafansvar.

Dagens Næringsliv har taget kontakt til sagens parter. Hurtigruten ønsker ikke at kommentere sagen, men selskabets advokat oplyser til mediet, at sagen rejser en række retslige udfordringer, og at de vil vende tilbage med yderligere kommentarer, når de har gennemgået detaljerne.

Læs også
Top job