Fortsæt til indhold

Babysam vender rekordunderskud til tocifret millionoverskud

Den danske babykæde Babysam kan igen fremvise et tocifret millionoverskud efter de seneste to års store underskud.

Babysam er i dag ejet af de tre brødre Peter, Anders og Christian Jalsøe, der alle tidligere har været medarbejdere i virksomheden. Foto: Joachim Ladefoged
Erhverv

Der er igen sorte tal på bundlinjen hos den familieejede danske babykæde Babysam, der sælger produkter til forældre og børn.

Det står klart i selskabets seneste årsregnskab, der viser et overskud efter skat på knap 19 mio. kr. Resultatet står i skærende kontrast til de seneste to regnskabsår, hvor Babysam har lidt et samlet underskud på knap 42 mio. kr.

Alene i det seneste årsregnskab for 2019/2020 led selskabet et bragende underskud på 31,1 mio. kr. efter skat. Underskuddet kom på baggrund af coronakrisen, der fik omsætningen til at falde mærkbart, samt en række aktiviteter i virksomheden, deriblandt flytning af butikker og udvikling af selskabets teknologiske platform.

Også på andre parametre er det gået fremad for Babysams økonomi. Omsætningen er steget fra 516 mio. kr. i 2019/2020 til 577 mio. kr. i 2020/2021, mens også egenkapitalen er vokset fra 110 mio. kr. til 129 mio. kr.

»Babysam har haft en stigning i omsætningen på 12 pct, hvilket tilskrives øget efterspørgsel fra kunderne efter covid-19 samt effekter af de strategiske initiativer igangsat omkring særligt digitalisering og øgede kundeoplevelser,« skriver ledelsen i sin beretning.

Nøgletal fra Babysams regnskab:

I mio. kr.OmsætningÅrsresultatEgenkapital
2020/202157719129
2019/2020516,3-31,1110
2018/2019534-10,8141

Babysam er stadig i gang med at flytte flere butikker og udvikle den digitale platform, og virksomheden forventer, at disse strukturelle ændringer vil medføre en stigende aktivitet i 2021/2022, hvor nettoomsætningen vurderes at lande i størrelsesordenen 600-650 mio. kr.

Til gengæld forventer selskabet dog et lille fald i årsresultatet før skat, der forventes at lande på 10-15 mio. kr., skriver ledelsen i årsregnskabet.

Forventningerne er baseret på, at corona medfører en yderligere afmatning af det danske marked i indeværende regnskabsår.

Babysam har i dag 29 butikker fordelt over hele Danmark og sælger ligeledes via butikkens webshop. Butikkerne drives fra hovedkontoret i i Rødovre. Babysam blev etableret i 1973.

Siden 2008 har kapitalfondene Polaris og AAC Capital ejet størstedelen af aktierne i Babysam, der også driver produktionsvirksomheden Odder Barnevognsfabrik A/S, der i mere end 90 år har produceret barnevogne til danskerne.

I november 2020 overtog familien Jalsøe, der står bag selskabet Alt til Barnet Holding ApS, alle aktier i babykæden. Overtagelsen gjorde dengang de tre brødre Peter, Anders og Christian Jalsøe, der står holdingselskabet, til eneejere af Babysam.

Brødrene har tidligere været medejere af Babysam.

Udover ejerandelen i den danske babykæde består familieselskabet bl.a. også af ejendomsinvesteringerne og andre aktiviteter.

Artiklens emner
Finans
Babysam