Erhverv

Bliver drøftet »aktivt og jævnligt«: Stigende politisk uro skaber usikkerhed i danske virksomheder

Den politiske risiko stiger for virksomhederne, og det har fået topcheferne til at sætte geopolitik højt på agendaen. Novo Nordisk, Carlsberg og Linak sikrer sig ved at producere lokalt til lokale.

Artiklens øverste billede
Mads Nipper, adm. direktør i Ørsted, fortæller, at opmærksomheden på den politiske risiko er steget. Foto: Gregers Tycho

De geopolitiske spændinger rundt om i verden tager til i styrke, og det tvinger i stigende grad topledelsen i landets største virksomheder til at sætte den politiske risiko øverst på dagsordenen.

Det mærker man tydeligt i landets største bank.

»Den politiske risiko er generelt steget og er blevet en grundpræmis for danske virksomheder på globalt plan,« siger Christin Tuxen, direktør for erhvervskunder i Danske Bank.

Seneste eksempler på udviklingen er den tilspidsede situation i Ukraine, hvor Rusland truer med at invadere landet, ligesom fronterne mellem Kina og den vestlige verden er trukket hårdere op, og ifølge flere iagttagere vil tiltagende geopolitisk uro være et grundvilkår, som mange danske virksomheder med et globalt udsyn skal forholde sig til.

Det gælder bl.a. for virksomheder som Carlsberg, Linak, Ørsted og Novo Nordisk, der alle er særligt agtpågivende over for de politiske spændinger, som præger verden i dag, og det handler ikke længere kun om de økonomiske aspekter, men også om det politiske klima, når virksomheder skal forholde sig til den risiko, der er forbundet med at være tilstede på de globale markeder.

»Det politiske klima kan have stor indvirkning på den operationelle risiko, en virksomhed har,« siger Christin Tuxen.

Nye sanktioner mod Rusland kan resultere i et drastisk fald i eksporten til landet, og i Kina vokser usikkerheden i forhold til det kinesiske kommunistpartis strategi over for udenlandske virksomheder, der opererer i Kina.

Den danske milliardvirksomhed Linak med ejer og adm. direktør Bent Jensen i spidsen har taget første skridt mod større uafhængighed af Kina.

Som konsekvens af den stigende usikkerhed i landet har Bent Jensen besluttet, at de kinesiske produktionsfaciliteter fremover udelukkende skal producere til det kinesiske marked. Derfor har Linak nu etableret fabrikker i Thailand i stedet for at udvide i Kina.

»Vi er nødt til at udvise rettidig omhu. Alle har lagt mærke til, at der bliver strammet op i Kina. De truer verden med deres kræfter, og jeg stoler helt grundlæggende ikke på, hvad der kan ske derude,« siger Bent Jensen.

Kina har på det seneste intensiveret retorikken såvel som den militære oprustning i form af militærfly, der er trængt ind i luftforsvarszonen over den omstridte ø Taiwan, som Kina anser som en provins med selvstyrende status. I 2021 advarede den kinesiske præsident, Xi Jinping, den amerikanske præsident, Joe Biden, om, at enhver støtte til Taiwan ville være som »at lege med ilden. Og dem, der leger med ilden, bliver brændt.«

Linak har haft fabrik i Kina siden 2006, og Bent Jensen mener også, at det er helt oplagt at være tilstede på dette attraktive marked. Men han sørger for ikke at lade pengene hobe sig op i Kina, ligesom han ikke sender penge derud til investeringer.

Vi er nødt til at udvise rettidig omhu. Alle har lagt mærke til, at der bliver strammet op i Kina. De truer verden med deres kræfter, og jeg stoler helt grundlæggende ikke på, hvad der kan ske derude.

Bent Jensen, adm. direktør, Linak.

En anden dansk virksomhed, som har nydt godt af kinesernes stigende forbrug, er Carlsberg. Ligesom Linak har Carlsberg-ledelsen også taget sine forholdsregler og indrettet sig således, at ingen markeder er afhængige af Carlsbergs produktion i Kina. Der bliver med andre ord kun produceret lokalt til lokale.

Ifølge Carlsbergs topchef, Cees ’t Hart, er der helt generelt grund til at følge de geopolitiske spændinger tættere end tidligere.

»Vi skal være forberedte. Vi følger selvfølgelig situationen tæt, men vi ønsker ikke at spekulere i forskellige scenarier. En cyberkrig er et helt andet scenarie end soldater, der krydser grænser, eller Kina, der lukker sine grænser. Det er ærligt talt svært at gøre noget for at planlægge ud fra de scenarier andet end at forstå de forskellige risici,« siger han.

Også Mads Nipper, adm. direktør i Ørsted, har rykket den politiske risiko opad på dagsordenen.

»Selvfølgelig drøfter vi de geopolitiske udfordringer – også aktivt og jævnligt. Der er risici, og geopolitik giver udfordringer – særligt på priserne. Men vi anser ikke disse to sager for noget, der har potentialet til at være fuldstændig kritiske for os,« siger Mads Nipper med henvisning til konflikten mellem Rusland og Ukraine og forholdet mellem Kina og Taiwan.

Ørsted er i øjeblikket ved at bygge en havvindemøllepark ud for den taiwanesiske kyst, som efter planen skal stå færdig i løbet af 2022. Derudover er den danske energivirksomhed, som i dag har 140 medarbejdere i Taiwan, hovedaktionær i det første kommercielle havvindprojekt i Taiwan, Formosa 1.

»I forhold til Taiwan, så er det helt rigtigt, at der er raslen med sablerne. Men selv hvis der skulle ske en invasion, hvilket vi betragter som mindre sandsynligt, så ser vi det ikke som et realistisk scenarie, at der vil blive nationaliseret, og at enhver kontakt med dem, der ejer store dele af energisystemet, vil blive annulleret,« siger Mads Nipper.

En af landets allerstørste virksomheder, medicinalselskabet Novo Nordisk, forsøger i så vid udstrækning som muligt at nå ud til patienterne med selskabets medicin. Ifølge adm. direktør Lars Fruergaard Jørgensen har Novo Nordisk lokal produktion i Rusland og »eget setup og en integreret værdikæde« i Kina.

Vi skal være forberedte. Vi følger selvfølgelig situationen tæt, men vi ønsker ikke at spekulere i forskellige scenarier. En cyberkrig er et helt andet scenarie end soldater, der krydser grænser, eller Kina, der lukker sine grænser. Det er ærligt talt svært at gøre noget for at planlægge ud fra de scenarier andet end at forstå de forskellige risici.

Cees ’t Hart, Carlsbergs topchef.

»Vi er i vid udstrækning integreret i de enkelte lande, så jeg føler, vi har et rimelig robust setup i forhold til geopolitik. Vi prøver på, i de største geografier, at have et lokalt supply setup,« siger Lars Fruergaard Jørgensen.

»Geopolitik har indflydelse på logistik og finansmarkeder, så det er jo ikke sådan, at vi ikke bliver ramt af det. Men det har vist sig, at vi faktisk har en ret robust model. Vi er også en virksomhed, der bliver, når der er krig,« siger Novo Nordisk-direktøren.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.