Fortsæt til indhold

Fitness World-ejer får kapitalindsprøjtning i milliardklassen

Britiske Puregym har været hårdt spændt for under coronakrisen. Nu får de polstret kassen med milliarder.

Danske Fitness World blev i 2019 købt af Puregym for 3 mia. kr. Foto: Fitness World
Erhverv

Britiske Puregym, der er ejer af den danske fitnesskæde Fitness World, har fået skudt et gigantisk beløb ind i ny frisk kapital.

Det skriver Børsen.

Coronakrisen har været hård for fitnessbranchen og britiske Puregym i særdeleshed, der har måtte operere under skrappe restriktioner i Storbrittanien. Fitnesskæden har flere gange modtaget kapital fra investorerne, men nu har Puregym lukket en investeringsrunde af de helt store.

I en besked til sine investorer, skriver Puregym, at selskabet har modtaget 300 mio. pund, godt 2,6 mia. kr., fra den amerikanske kapitalfond KKR, der blandt andet også ejer flere danske selskaber, eksempelvis biotekselskabet Nordic Bioscience.

»Puregym Group er glad for at bekræfte, at de sædvanlige betingelser knyttet til investeringen nu er opfyldt, og KKR’s aktieinvestering er gennemført,« lyder det i meddelelsen fra Puregym.

Ifølge Børsen var den oprindelige plan at børsnotere Puregym for at rejse kapital. Det er der imidlertid ikke behov for på nuværende tidspunkt, for Puregym har nu adgang til mere end 4 mia. kr. i kapital.

Puregym er den største britiske fitnesskæde med 291 centre og godt 1,2 mio. betalende medlemmer. PureGym købte i 2019 100 pct. af Fitness World af FSN Capital og Legofamiliens Kirkbi for 3 mia. kr., inden coronakrisen for alvor tog luften ud af fitnessmarkedet. Under coronanedlukningen tabte Puregym omkring 40 mio. kr. om ugen, mens Fitness World også var spændt hårdt for.

Som konsekvens af coronakrisen så ledelsen i Fitness World sig nødsaget til at fyre cirka 75 fuldtidsansatte og et endnu ubestemt antal deltidsansatte, mens fitnesskæden i samme omgang nedlagde kæden Urban Gym.