SAS og Norwegian dropper mundbindskrav på skandinaviske ruter
Hvis passagerer ønsker det, kan de stadig bruge mundbind, men det fjernes som krav på skandinaviske ruter.
Luftfartsselskaberne Norwegian og SAS fjerner kravet om mundbind på skandinaviske flyvninger.
Det oplyser de lørdag, hvor Norge som det sidste land i Skandinavien har droppet alle coronarestriktioner.
Norwegian dropper kravet allerede fra midnat natten til søndag. Det oplyser kommunikationsrådgiver Silje Glorvigen til mediet E24 ifølge nyhedsbureauet NTB.
- Det gælder i første omgang flyvninger mellem Norge, Sverige og Danmark samt indenrigsflyvninger. Men hvis nogle passagerer ønsker det, kan de selvfølgelig bruge mundbind.
- Alle skal føle sig trygge, siger hun.
SAS bekræfter over for Ritzau, at kravet bliver droppet fra tirsdag 15. februar.
Også det norske selskab Widerøe fjerner kravet om mundbind, men beholder det til flyvninger ud af Skandinavien. For eksempel når det flyver til Storbritannien eller Alicante i Spanien.
Der er fortsat krav om mundbind i lufthavne, som følger europæiske retningslinjer.
Derudover vil der stadig være krav om mundbind, når selskaberne flyver til destinationer uden for Skandinavien.
De nye retningslinjer for mundbind på flyvninger i Skandinavien er kommet, efter at Norge lørdag med øjeblikkelig virkning har fjernet de coronarestriktioner, der var tilbage i landet, herunder kravet om mundbind.
Ved at fjerne restriktioner følger Norge efter Danmark og Sverige.
Danmark droppede alle coronarestriktioner 1. februar.
En uges tid senere fulgte Sverige efter, og lørdag er det altså blevet Norges tur til at sige farvel til restriktionerne.
Luftfartsselskaberne har før under pandemien haft fjernet krav om mundbind på visse ruter.
Og på skandinaviske ruter har det altså også været et krav det seneste lange stykke tid. Men fra tirsdag er det slut, når flyvningen er med Norwegian eller SAS, som er to af de største selskaber på ruter i Skandinavien.