Anders Holch Povlsen er hovedaktionær i Normal: Nu køber han lystigt op i Matas-kæden
På et halvt år har Brightfolk fordoblet ejerandelen i Matas-kæden. Brightfolk er ejet 100 pct. af Heartland, der er Anders Holch Povlsens private investeringsselskab.
Danmarks rigeste mand, Anders Holch Povlsen, har købt endnu en bid af Matas-forretningen.
Opkøbet fremgår af en fondsbørsmeddelelse udsendt mandag af Matas, hvor den succesrige kæde oplyser, at Brightfolk A/S den 11. februar har meddelt, at man nu »ejer mere end 10 pct. af aktiekapitalen og stemmerettigheder i Matas A/S«.
Brightfolk er 100 pct. ejet af Bestseller-milliardærens personlige investeringsselskab, Heartland, og med de fortsatte opkøb signalerer Anders Holch Povlsen, at han har en mere end almindelig interesse i Matas.
Fondsbørsmeddelelsen nævner intet om baggrunden for det fortsatte opkøb i Matas-kæden, men kæden kæmper bl.a. med Normal-butikkerne om danskernes gunst, når det gælder visse skønheds- og sundhedsprodukter.
Netop Normal-kæden er kontrolleret af Anders Holch Povlsen med en ejerandel på 71 pct., og med en fordobling af aktieposten i Matas på mindre end seks måneder ligner det umiddelbart, at den succesrige erhvervsmand har kastet sig ud i øvelsen med at spille på to heste.
Det seneste Brightfolk-opkøb sker i forlængelse af et nyt 3. kvartalsregnskab fra Matas, som blev sendt på gaden sidste uge.
Matas har forskudt regnskabsår, og i det udsendte regnskab har Matas med 264 butikker og en fremadstormende onlinehandel landet en omsætning på knap 1,4 mia. kr., hvilket er ny kvartalsrekord.
Fremgangen har fået Matas-topchef Gregers Wedell-Wedellsborg til at fremrykke en ny vækststrategi, der blev præsenteret i efteråret, og som overordnet går ud på, at kæden vil skrue op for onlinesalget ved bl.a. over de næste fem år at investere 1 mia. kr. i en markant udvidelse af varesortimentet.
»Kunderne vendte i julekvartalet tilbage til de fysiske butikker, samtidig med at onlinehandlen fastholdt det høje niveau fra sidste år. Rekordsalget har givet økonomisk råderum til at fremrykke vores langsigtede vækststrategi,« udtalte Gregers Wedell-Wedellsborg sidste uge om fremrykningen af vækststrategien.
Bestseller-milliardæren er langt fra den eneste, der har et godt øje til Matas-kæden. En ny opgørelse fra pensionsgiganten ATP viser, at ATP fra juni til december 2021 har øget ejerandelen i Matas fra 5,59 pct. til nu 6,63 pct.
Brightfolk oplyser, at selskabet efter det seneste opkøb ejer 3.830.931 af de 38,3 mio. aktier, der er i omløb.

