Fortsæt til indhold

Toppen af bestyrelsen i Mærsk stopper - Robert Uggla står til at overtage

Jim Hagemann Snabe og Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla genopstiller ikke ved den kommende generalforsamling. Robert Mærsk Uggla står til at skulle blive bestyrelsesformand.

Robert Mærsk Uggla ses her under en tidligere generalforsamling i A.P. Møller-Mærsk. Foto: Gregers Tycho
Erhverv

Der er en ny bestyrelsesformand på vej i A.P. Møller-Mærsk.

Selskabets nuværende bestyrelsesformand Jim Hagemann Snabe har nemlig meddelt, at han ikke ønsker at genopstille.

Det oplyser A.P. Møller-Mærsk i en fondsbørsmeddelelse tirsdag morgen.

Jim Hagemann Snabe træder dermed tilbage som formand, når hans valgperiode slutter ved den kommende ordinære generalforsamling, der bliver afholdt den 15. marts.

Afgangen betyder ikke, at der skal hentes en ny bestyrelsesformand ind udefra. Afløseren står allerede nu klar i kulissen.

»Efter den ordinære generalforsamling forventes A.P. Møller – Mærsks bestyrelse at vælge Robert Mærsk Uggla til at afløse Jim Hagemann Snabe som formand,« oplyser Mærsk i fondsbørsmeddelelsen.

Det er ikke kun en ny bestyrelsesformand, der er på vej. Der skal også findes en ny næstformand. Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er næstformand i bestyrelsen, har meddelt, at hun heller ikke ønsker at genopstille. Hun træder dermed også tilbage, når hendes valgperiode udløber den 15. marts.

I modsætning til posten som bestyrelsesformand bliver der i fondsbørsmeddelelsen ikke peget på en arvtager til rollen som næstformand.

I stedet oplyser Mærsk, at »bestyrelsens forslag til bestyrelseskandidater vil fremgå af indkaldelsen til den ordinære generalforsamling«.

Med udskiftningen i bestyrelsestoppen er det Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn, der kommer til at stå i spidsen for bestyrelsen. Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla er datter af Mærsk Mc-Kinney Møller og Emma Mc-Kinney Møller, og Robert Uggla er søn af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og Gustav Peder Hansson Uggla.

Meldingen om udskiftningen i bestyrelsen kommer, efter at A.P. Møller-Mærsk i sidste uge offentliggjorde et rekordregnskab. Resultatet efter skat landede for 2021 på 18 mia. dollars, hvilket svarer til 118 mia. kr. Det er en fremgang på mere end 500 pct. i forhold til 2020-resultatet.

Det var ikke kun det bedste resultat i A.P. Møller-Mærsks historie, det var også det højeste resultat efter skat i dansk erhvervshistorie.

Artiklens emner
Transport og Logistik
A.P. Møller - Mærsk