Fortsæt til indhold

Mærsk har tjent historisk mange penge: »Det er med længder det største overskud nogensinde i dansk erhvervsliv«

A.P. Møller-Mærsk er kommet igennem 2021 med det bedste resultat nogensinde i selskabets historie. Det er samtidig det største overskud nogensinde i dansk erhvervshistorie.

Mærsks overskud er braget i vejret i 2021 i en sådan grad, at det får en plads i historiebøgerne. Foto: Reuters/Michael Koreen
Erhverv

Der skal reserveres rigeligt med spalteplads i historiebøgerne, når kapitlet om A.P. Møller-Mærsks 2021 skal skrives. Bundlinjen er nemlig braget frem i en sådan grad, at det overgår alt, hvad der tidligere er set.

Resultatet efter skat landede for 2021 på 18 mia. dollars, hvilket svarer til 118 mia. kr. Det er en fremgang på mere end 500 pct. i forhold til 2020-resultatet.

»Det er det bedst resultat nogensinde for Mærsk, og det er med længder det største overskud nogensinde i dansk erhvervsliv. Novo Nordisk, som man normalt måler sig op imod, har ikke været i nærheden af dette resultat,« siger Mikkel Emil Jensen, der er analytiker i Sydbank, med henvisning til, at den tidligere rekordindehaver Novo Nordisk indtil nu har haft førstepladsen med et resultat på 47,7 mia. kr.

For at sætte overskuddets størrelse lidt i perspektiv, så har Mærsk på ét år tjent mere efter skat end Danske Banks markedsværdi. Landets største bank har en markedsværdi på 114 mia. kr.

»Ekstraordinære markedsvilkår førte til rekordhøj vækst og indtjening i A.P. Møller - Mærsk, men også til flaskehalse og forstyrrelser i de globale forsyningskæder og dermed store udfordringer for vores kunder. Vi investerede derfor massivt i at afbøde problemerne blandt andet ved at øge kapaciteten i vores flåde, forbedre produktiviteten i vores terminaler og udbygge vores globale tilstedeværelse inden for logistik,« udtaler Søren Skou, der er adm. direktør i A.P. Møller-Mærsk, i forbindelse med regnskabet.

»Disse indsatser fastholder vi, idet den nuværende markedssituation ventes at fortsætte ind i andet kvartal. Samtidig har dialogen med kunderne ændret sig fra tidligere at fokusere på enkelt-løsninger og korte aftaler til nu at handle om langvarige partnerskaber og løsninger, der understøtter hele forsyningskæden,« lyder det videre fra Søren Skou.

Dykker man ned i de forskellige poster i regnskabet, står det klart, at der ikke kun er tale om et historisk regnskab. Det er også en lille spids bedre, end analytikerne havde ventet. Det gælder på toplinje, driftsresultatet (EBITDA) og bundlinjen.

På toplinjen havde analytikerne ventet, at omsætningen ville lande på 61,1 mia. dollars, mens den nåede landede på 61,8 mia. dollars. Driftsresultatet (EBITDA) for 2021 endte på 24 mia. dollars. Her havde analytikerne ventet, at det ville lande lidt under 24 mia. dollars. Endelig havde analytikerne regnet med, at overskuddet efter skat ville ligge på 18.008 mio. dollars, men Mærsk endte med at komme igennem året med et nettoresultat på 18.033 mio. dollars.

Mærsk forventer, at 2021 ikke bliver en enlig svale, når det kommer til den høje indtjening. Koncernen venter således, at driftsresultatet (EBITDA) i 2022 vil ligge på ca. 24 mia. dollars, mens driftsresultatet på EBIT-niveau ventes at ende på ca. 19 mia. dollars.

Mio. dollars20212020
Omsætning61.78739.740
EBITDA24.0368.226
EBIT19.6744.186
Årsresultat før skat18.7303.307
Årsresultat efter skat18.0332.900
Artiklens emner
Shipping
Transport og Logistik