Fortsæt til indhold

»Jeg har aldrig set noget lignende«: Bryggerikæmpe advarer om højere ølpriser

Verdens næststørste bryggeri Heineken er som mange andre selskaber ramt af højere inflation. Det kan for alvorlige konsekvenser for ølglade forbrugere.

Erhverv

Prisen for at fylde glasset op med øl kan meget vel få et nøk opad, og øl kan i yderste konsekvens blive en mangelvare.

Sådan lyder advarslen fra Dolf van den Brink, topchef i verdens næststørste bryggeri Heineken, i et interview med Financial Times.

Advarslen kommer som følge af den stigende inflation, som ifølge bryggerichefen er off the charts. Altså skyhøj og langt fra normalen.

»Jeg har aldrig set noget lignende i mine 24 år i branchen. Ikke noget der bare ligner. Det er overalt, at vi står over for vanvittige stigninger« siger Dolf van den Brink.

Priserne begyndte for alvor at stige i foråret 2021 i USA, mens prisstigningerne i Eurozonen var lidt længere tid om for alvor at slå igennem.

Siden har inflationen målt i form af forbrugerprisindekset i USA nået 7,5 pct. i januar, hvilket er det højeste siden begyndelsen af 1980’erne.

I Eurozonen viser et estimat fra Eurostat, at inflationen i januar lå på 5,1 pct., hvilket er det højeste niveau nogensinde målt i eurozonens historie.

Det store bryggeri har ifølge Financial Times ikke offentliggjort tal for, hvor meget selskabet har hævet priserne over for forbrugerne. Og bryggeriet tør ikke spå om, hvad inflationen vil betyde i forhold til efterspørgslen.

»Der er ingen model, som kan håndtere denne form for inflation. Så dit bud er lige så godt som mit i forhold til, hvad effekten af prisstigningerne kommer til at betyde for salget,« siger Dolf van den Brink.

Artiklens emner
Bryggeribranchen
Heineken