Familie bag lavpriskæde tjener flere penge end nogensinde før
Et minimarked i Videbæk for 40 år siden er i dag blevet en lukrativ forretning for to fætre, der år efter år ser millionformuen vokse.
År efter år vokser den anonyme familien Tobiasens formue - og i år er ikke nogen undtagelse.
Familien fra Videbæk i Vestjylland står nemlig bag den succesfulde supermarkedskæde ABC Lavpris, der igen i år har høstet et tocifret millionoverskud.
Og det har resulteret i et rekordgodt resultat i familiens to holdingselskaber, Esperanto og H.T. Holding.
Samlet set har familien, der er delt i to grene, tjent 68,2 mio. kr. i det skæve regnskabsår 2020/2021.
Lavpriskæden, der har 14 butikker fordelt rundt om i Jylland og på Fyn, blev grundlagt for mere end 40 år siden af fætrene Henning og Esper Tobiasen, som købte et minimarked i Videbæk i fælleskab.
De to fætre ejer stadig kæden i dag og har i løbet af de seneste ti år tjent mere end 300 mio. kr. på den.
Og selvom ABC Lavpris ikke formelt set har haft rekordoverskud, så er årets omsætning på 1,5 mia. kr. og overskud på 46 mio. kr. alligevel noget at være godt tilfreds med.
»Omsætningen er vækstet meget over de sidste tre år. Alt i alt cirka 20 pct. Det er både fordi vi har fået flere kunder, men også fordi kunderne har puttet mere i vognene,« siger Ejvind Okholm, adm. direktør i ABC Lavpris, til Fødevarewatch i forbindelse med kædens seneste årsregnskab.
ABC Lavpris har rødder i Videbæk, men i dag er hovedkontoret og centrallageret placeret i Tarm, som ligeledes ligger i Vestjylland.