Nestle og Reckitt Benckiser varsler prisstigninger på KitKat og Durex-kondomer
Forbrugerne kan i den nærmeste fremtid forvente prisstigninger på den populære chokoladebar KitKat samt kondomer fra Durex, skriver BBC.
Forbrugere af kondomer eller chokoladeprodukter må i den kommende tid forvente at skulle dykke dybere i lommerne.
Generelle prisstigninger i værdikæderne for virksomheder verden over får nu også den schweiziske fødevareproducent Nestlé, der står bag produkter som KitKat og Nescafé, til at hæve priserne i løbet af 2022.
Det siger Mark Schneider, adm. direktør i Nestlé, ifølge BBC og kalder prisstigningerne for »en sikker antagelse.«
»Der er nærmest ikke noget sted i virksomheden, der er fritaget for inflation nu. Nogle af disse ting kan du gardere mod, andre kan du ikke,« siger han ifølge mediet.
Også hos den store britiske virksomhed Reckitt Benckiser, der står bag produkter som Durex-kondomer og sæben Dettol, forventer prisstigninger, men tilføjer, at virksomheden håber at absorbere de fleste af prisstigningerne.
De to store multinationale virksomheder er langt fra de eneste, der enten har sat priserne på deres produkter op eller overvejer det.
En blanding af bl.a. stigende energi- og fragtpriser betyder, at størstedelen af handelslivet lige nu overvejer mulighederne.
I denne uge fortalte Finn Tang, adm. direktør for Aldi Danmark, at også discountkæden må hæve priserne på udvalgte varer. Det samme gælder verdens næststørste bryggeri Heineken, der i et interview med Financial Times fortalte, at han i forbindelse med den stigende inflation »aldrig har set noget lignende.«
Nestlé aflagde i denne uge årsregnskab for 2021, der viser, at virksomhedens samlede salg var vokset med 3,3 pct. i forhold til året før og nu ligger på omkring 620 mia. kr. Både Nestlé og Reckitt Benckiser har afdelinger i Danmark.


