Fortsæt til indhold

Flyselskabet SAS aflyser fly til Ukraines hovedstad Kiev

Det nordiske flyselskab SAS har valgt at indstille alle fly til Kiev i den kommende periode på grund af spændingerne i særligt den østlige del af Ukraine.

SAS' fly kommer ikke til at lande i Kiev i den kommende tid pga. de nuværende spændinger i landet. Foto: Jens Dresling
Erhverv

Flyselskabet SAS stanser flyvningen fra Skandinavien til Ukraines hovedstad Kiev med øjeblikkelig virkning. Det sker på grund af spændingerne i landet mellem Nato-landene og Rusland.

Det bekræfter SAS’ pressechef i Danmark, Alexandra Lindgreen, til Finans, efter SAS’ pressechef i Norge søndag meddelte indstillingen af flyafgangen til norsk TV2.

SAS har en ugentlig flyvning til Ukraine fra Oslo, og for indeværende har flyselskabet valgt at indstille afgangene til Kiev frem til den 27. februar. Lige nu har SAS hverken afgange fra København eller Stockholm.

Men selv om SAS ikke har en direkte rute fra København til Kiev, kan hun ikke udelukke, at danske passagerer kan komme i klemme.

»Vi holder os til myndighedernes anbefalinger, og vi følger selvfølgelig situationen nu her, som vi har gjort hele tiden. Og det er det, der gør, at vi nu stopper flyvninger til Kiev,« siger Alexandra Lindgreen til Finans og læner sig op ad SAS’ pressechef i Norge John Eckhoff.

»SAS foretager løbende vurderinger af situationen og træffer en beslutning om flyafgangen den 1. marts på et senere tidspunkt,« siger han til norsk TV2.

SAS er langt fra det eneste store flyselskab, der indstiller sine flyafgange til Ukraine i øjeblikket.

I mandags besluttede norske Norwegian, at flyselskabets fly ikke længere skal flyve over landet indtil videre. Ifølge norske TV2 har Norwegian som udgangspunkt ikke nogen direkte ruter til Ukraine, men flyver sommetider over ukrainsk luftrum med afgange til Cypern og Tyrkiet.

Det hollandske flyselskab KLM var et af de første flyselskaber, der besluttede sig for at stanse flytrafikken til landet i forrige uge. Senest har flyselskaberne Austrian Airlines, Swiss og Lufthansa meldt ud, at de også indstiller afgangene.

De danske myndigheder har tidligere rådet alle danskere i Ukraine til at forlade landet, og Udenrigsministeriet fraråder lige nu alle rejser til landet.

Rusland har ifølge Amerika opmarcheret med op mod 130.000 soldater i grænselandet til Ukraine og i Hviderusland, og den amerikanske frygt er, at en russisk invasion med militærmagt er nært forestående i den tidligere Sovjet-stat.

Artiklens emner
Finans
SAS