Milliardær starter usædvanligt slagsmål for bedre forhold for fastfood-grise
Selvom Carl Icahn kun ejer 200 McDonald's-aktier, er han lykkedes med at skabe ravage op til selskabets kommende generalforsamling, fordi han er utilfreds med grises forhold.
Det er i den grad lykkedes den amerikanske investor og milliardær Carl Icahn at sætte dyrevelfærd hos McDonald's' griseleverandører i fokus.
Flere udenlandske medier, heriblandt CNBC og Financial Times, skriver, at han har indledt en kamp om pladserne i McDonald's bestyrelse. Baggrunden er, at han ad den vej vil kræve ændringer i forhold til, hvordan fastfoodgigantens leverandører behandler de grise, der senere bliver serveret på McDonald's restauranter.
Carl Icahn er en meget lille aktionær i McDonald's med kun 200 aktier, men han er netop kendt for at være en såkaldt aktivistinvestor, der køber aktier - nogle gange ganske få - for at få indflydelse og skubbe til magten.
Den amerikanske investor har indstillet to kandidater til bestyrelsen. Det drejer sig om Leslie Samuelrich, som står i spidsen for den klimabevidste kapitalforvalter Green Century Capital Management, samt Maisie Ganzler, som har en ledende stilling hos madservicevirksomheden Bon Appétit Management Company.
Helt konkret er Carl Icahn utilfreds med forholdene for drægtige grise hos de svineproducenter, McDonald's benytter. Han mener, at de skal have mere plads.
McDonald's' bestyrelse skriver i en pressemeddelelse som svar på Carl Icahns træk, at kæden i forvejen har fokus på området, og at man inden udgangen af 2024 forventer at have elimineret den praksis, Carl Icahn kritiserer, helt fra sin forsyningskæde.

