Ukraine-konflikt sender ekstraregning til danske gaskunder
Gasprisen fortsætter ifølge Dansk Energi på det nuværende høje niveau helt frem til næste forår.
Danske gaskunder kan ikke længere søge i ly for tårnhøje gaspriser bag fastprisaftaler. For uroen i Ukraine har nu fået priserne på gasleverancer på lange prissikrede kontrakter helt frem til april næste år til at lægge sig på et anelse højere niveau end den nuværende høje pris på spotmarkedet.
Og prisen for gas med leverancer til næste sommer ligger nu på det højeste niveau nogensinde for leverancer på en sommerkontrakt, hvor gasprisen har tradition for at falde på grund af det lavere gasforbrug, som følger med de højere sommertemperaturer.
»Selv med det nuværende øgede konfliktniveau er gasprisen her og nu fortsat med at danse rundt om de samme 6 til 7 kr. per kubikmeter, som har været tilfældet de seneste uger. Men priserne på leverancer et år frem i tiden stiger lige så stille og roligt,« siger energianalytiker Kristian Rune Poulsen fra Dansk Energi.
Ifølge energianalytikeren har konflikten givet prisstigninger på den lange bane med tilhørende prishop helt ind i sommeren 2023, hvor man ellers for blot en uge siden havde regnet med et særdeles solidt prisfald på grund af det faldende gasforbrug, der følger med de højere sommertemperaturer.
»For få dage siden blev gasleverancer for sommerperioden 2023 fastsat til omkring 3,5 kr. for en kubikmeter, hvilket som udgangspunkt er et historisk højt niveau. Men nu har prisen for leverancer på den kontrakt taget et spring helt op til 4,5 kr. per kubikmeter,« siger Kristian Rune Poulsen.
Ifølge ham kan den faktuelle spotpris for gas næste år både ende højere og lavere end det, gassen afregnes til i dag på lange kontrakter.
»Der er rigtig mange usikkerheder i den nuværende situation, som afhængigt af udviklingen både kan få gasprisen til at falde og stige.«
Den tyske kansler Olaf Scholz meddelte tirsdag formiddag, at tyskerne har besluttet sig for at bremse idriftsættelsen af den færdigbyggede, men endnu ikke åbnede gasrørforbindelse Nord Stream 2, der forbinder det russiske og tyske gasnet.
Ifølge Kristian Rune Poulsen er det mere end noget andet en politisk udmelding, hvor det er svært at vurdere, hvorvidt det vil få nogen indvirkning på gasprisen, som indtil videre har været presset i vejret, fordi russerne har leveret langt mindre end lovet igennem det allerede eksisterende gasnet.