Jysk: Vi har lyttet til lokalt ønske om at genåbne butikker i Ukraine
Den danske detailkoncern Jysk har mandag valgt at genåbne fire af de 86 butikker i det krigsramte land
Mens den danske detailkoncern Jysk valgte at lukke samtlige 86 butikker i Ukraine, da den russiske invasion blev indledt i den forløbne uge, er fire af dem genåbnet mandag. Samtidig lyder meldingen fra koncernen, at den fortsat holder dens danske butikker i Rusland kørende.
De senere år har Jysk haft vækst og ekspansion på dagsordenen i Ukraine, hvor der er åbnet 86 butikker rundt om i det nu krigsramte land. I 2014 var netop Jysk også ramt af den daværende krise mellem Ukraine og Rusland. Jysk måtte således lukke butikker i den østlige del af Ukraine og på Krim-halvøen, der blev annekteret af Rusland.
Da den aktuelle, russiske invasion satte ind i torsdags, valgte Jysk af hensyn til medarbejdernes sikkerhed at lukke alle butikkerne indtil videre.
Mandag melder den danske koncern dog, at fire af dem - i den vestlige del af landet - er genåbnet.
»Der er akut mangel på varer fra dyner til meget andet hos de mange ukrainere som er draget til den vestlige del af landet. Derfor har vi lyttet til den lokale landeledelse og medarbejdernes ønske om at genåbne der for at tage del i opgaven med at kunne hjælpe folk, der er flygtet uden ret mange af deres ejendele,« siger kommunikationsdirektør Rune Jungberg Pedersen, Jysk.
Han fastslår, at der samtidig er etableret et nødberedskab i de lande, som grænser op til Ukraine, hvor målet er at hjælpe ansatte fra det krigsramte land, der vælger at rejse ud. Målet er at Jysk-organisationerne i nabolandene skal bistå med indkvartering og arbejde, hvis nogle af de 775 ansatte i Ukraine vælger at rejse dertil.
Desuden har landeledelserne i Polen, Slovakiet, Rumænien og Ungarn sat gang i samarbejde med lokale organisationer, der hjælper flygtninge generelt, for at bistå disse.
Jysk er også aktiv i Rusland, hvor der siden ekspansionen i 2020 er åbnet 13 butikker - især omkring hovedstaden Moskva- og med nu 200 ansatte. Driften der er ifølge Jysk ikke ramt af de nuværende, vestlige sanktioner mod Rusland, men Jysk følger også der situationen meget nøje.
Rune Jungberg Pedersen fastslår, at der i den aktuelle situation ikke foretages flere investeringer lige nu i Rusland og dermed flere butikker. Han siger:
»Vores første prioritet er fokus på Ukraine og krigen der, mens vi omkring driften i Rusland indtil videre følger de internationale sanktioner, hvor tilbehør til boligen ikke er omfattet. Derfor har vi på linje med andre vestlige selskaber i vores sektor indtil videre valgt at fortsætte med de 13 butikker. Vi følger dog situationen meget tæt og vurderer løbende, om der skal tages nye beslutninger.«