Fortsæt til indhold

Russiske milliardærers superyachter er blevet beslaglagt

Den russiske milliardær Alisher Usmanov har tråde til Vladimir Putin og har af samme årsag fået indefrosset sine aktiver af EU. Nu er hans luksusyacht, som er verdens største, beslaglagt af tyske myndigheder

Superyachten Dilbar er verdens største til en værdi af 4 mia. kr. Foto: Yoruk Isik/Ritzau Scanpix
Erhverv

Den seneste uges tid har der været forlydender om, at russiske rigmænd forsøger at gemme deres superyachter for at undgå at få dem beslaglagt af Vesten.

I sin første State of the Union-tale onsdag sagde Joe Biden til de russiske magnater, at man sigter mod at beslaglægge deres superyachter, luksuslejligheder og private fly som straf for den russiske invasion.

Nu rapporterer tyske myndigheder, at have beslaglagt luksusyachten Dilbar, der tilhører milliardæren Alisher Usmanov, på et skibsværft i Hamburg, hvor det har været siden oktober.

Skibet, der er 157 meter langt, har en værdi på svimlende 600 mio. dollars eller knap 4 mia. kr. og er verdens største yacht.

Den tyske melding fik den ukrainske indenrigsministers rådgiver, Anton Geraschenko, til at reagere med en udtalelse om, at yachten skal sendes til Ukraine og ombygges til en missilkrydser. Det skriver The Guardian.

Fra det franske finansministerie er der også torsdag meldinger om en beslaglagt yacht, tilhørende den russiske oligark Igor Sechin, der er CEO i det russiske olieselskab Rosneft. Tidligere på ugen sanktionerede EU Igor Sechin, idet han blev beskrevet som både nær rådgiver og personlig ven af Vladimir Putin, skriver CNN.

Igor Sechin er direktør i den russiske oliegigant Rosneft og nær ven af Vladimir Putin. Arkivfoto: Sergei Karpukhin/REUTERS

Ifølge Bloomberg har andre russiske oligarker valgt en anden strategi og er flygtet til Det Indiske Ocean. Lige nu er de fire største luksusyachter i Maldiverne ejet af russere.

Den største er den 140-meter lange Ocean Victory, der er ejet af stål-magnaten Victor Rashnikov, mens et andet skib, den 72-meter lange Clio, har forbindelser til Oleg Deripaske, der har tjent penge på aluminiumsindustrien.

To andre russiske luksusbåde, Nord og Sea Rhapsody, har kurs mod Seychellerne.

Det formodes at syv til ti pct. af verdens samlede superyachter er ejet af russere. På hjemmesiden MarineTraffic er det muligt at følge luksusbådene.

Det er den norske skibsingeniør Espen Oeino, der har designet Dilbar, som foruden at være verdens største yacht også har den største indendørs pool, der nogensinde er installeret på en luksusbåd. Superyachten har plads til 36 gæster samt et mandskab på 96 personer.

Artiklens emner
Alisher Usmanov