Efter konkurs: Bronuts-stiftere mister ejerandele og får ny direktør
Den storsatsende donutkæde Bronuts har ikke længere de oprindelige stiftere i spidsen for virksomheden. Begge har de afgivet ejerandele til en ny direktør.
Tre måneder efter den hypede donutkæde Bronuts gik konkurs med et brag, er ingen af kædens oprindelige stiftere en del af direktionen.
Bronuts blev stiftet i 2019 af Türker Alici og Ninos Oraha, der begge tidligere har været direktør for selskabet. Men det er altså slut nu.
Ifølge cvr-registeret har Bronuts nemlig gjort Selcuk Yildirim til ny direktør for dounutforretningen. Den hidtil ukendte direktør har samtidig købt sig ind i kæden. Det betyder, at Türker Alici og Ninos Oraha hver har måttet afgive 5-10 pct. af deres ejerandel, viser nye registreringer i cvr-registeret.
»Vi har fået fat i kompetencer, som kan bidrage til at gøre Bronuts til den virksomhed, vi gerne vil blive. Vi laver et sceneskift fra at være en donutkæde til at blive en café, hvor man kan nyde både det søde, nogle superspændende sandwiches og en masse juice dertil,« siger Lars Langelund Jørgensen.
Han reddede i december Bronuts-kæden fra konkurs, da det tidligere selskab genopstod i ny form med ham og kædens oprindelige stiftere som ejere.
Selcuk Yildirim har gennem 13 år været ansat i den danske juicekæde Joe & The Juice. De seneste syv år har han været ansat hos selskabets hovedkontor.
»Da Selcuk (Yildirim red.) startede hos Joe & The Juice havde kæden seks butikker, som er nogenlunde samme størrelse som Bronuts. Han har været med til at løfte kæden til der, hvor den er i dag, og er den helt rigtige til at konventere Bronuts til vores nye koncept,« siger Lars Langelund Jørgensen.
Også Bronuts-stifterne har tidligere fortalt at netop juice og frokostmåltider skal være med til at bringe Bronuts tilbage på sporet. Ifølge Türker Alici og Ninos Oraha var det den oprindelig idé bag kæden.
Det er ikke første gang, at Bronuts henter en ekstern direktør ind for at realisere stifternes drømme. I januar 2021 blev Stine Skouborg indsat som adm. direktør for kæden. Hun fortsatte som direktør frem til Bronuts’ kollaps i december samme år og har tidligere udtalt, at hun i sommeren 2021 oplevede, at kunderne pludselig forsvandt og mistede interesse for de farvestrålende kager.
Bronuts havde inden konkursen 12 butikker og en gæld på mellem 8 og 10 mio. kr. Det nye selskab forventer indenfor kort tid at få fem af tidligere butikker tilbage i drift.
Ifølge cvr-registeret ejer Türker Alici og Ninos Oraha hver fortsat 15-20 pct. af Bronuts Group Aps.
Lars Langelund Jørgensen ejer 51 pct. gennem selskabet Lyngå Invest, mens Selcuk Yildirim ejer 15-20 pct. af donutkæden.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra Selcuk Yildirim og Bronuts-stifterne, Türker Alici og Ninos Oraha. Det har ikke været muligt.