Erhverv

Skræmmer vi talenterne væk?

Man kan mene meget om amerikanerne, men vi kunne godt lære en del af deres gæstfrihed.

Artiklens øverste billede
Jonas Aastrup Nielsen, studerende ved Globe-programmet på CBS. Foto: Prvat

»Jonas, jeg kan beskrive danskernes gæstfrihed med ét ord: Ikke-eksisterende.«

Sådan formulerende en amerikansk udvekslingsstuderende sig, da han og jeg i forrige uge havde en længere samtale om hans oplevelser som udvekslingsstuderende i Danmark. Han havde naturligvis nogle uddybende pointer, men mere om dette senere.

Det er svært ikke at have en holdning til USA. De danske medier er gode til at videreformidle vanvidshistorier fra den anden side af Atlanten. Politisk polarisering, tårnhøje kriminalitetsrater og tv-personligheder, som for længst har tabt forbindelsen til virkeligheden.

SERIE: Virksomhedernes konkurrence om talent og kompetencer er større end nogensinde. FINANS følger over 18 måneder de elitestuderende fra Globe-programmet på CBS på deres personlige rejser fra Hong Kong over København til USA – fra talent til en del af dansk erhvervslivs fremtid.

Det var dog i mellemtiden desværre gået min næse forbi, hvor venligsindede, imødekommende og gæstfrie amerikanerne kan være.

Vores amerikanske medstuderende agerer hyppigt taxaservice, når de daglige fornødenheder skal handles i supermarkedet, eller vi danskere skal fragtes til og fra den lokale lufthavn. Tilbuddene om en hjælpende hånd kommer fra øst og vest.

Jeg får nærmest helt dårlig samvittighed, når jeg tænker på min egen indsats, da vi havde amerikanerne fra programmet på besøg i København, og jeg fornemmer, at jeg ikke er den eneste, der efterfølgende har fået denne følelse. »Det ærgrer mig. Hvis bare jeg var blevet spurgt, ville jeg have gjort mere,« kommenterede flere af de danske studerende, men det hjælper jo ikke meget i bagklogskabens lys.

Disse eksempler kan måske virke banale og uvæsentlige for den almene læser, men at Danmark i talrige studier placerer sig øverst på lister over mindst venlige/gæstfrie nationer over for udenlandsk arbejdskraft, giver anledning til bekymring.

Hvilken værdi skaber det egentlig, at vi laver koncernsprog til engelsk og taler om diversitet, når vi alligevel ikke formår at få udenlandske talenter til at føle sig inkluderet i vores sociale cirkler?

»Hvis jeg ikke havde haft et eksisterende netværk i Globe-programmet, så havde jeg med sikkerhed følt mig særdeles ensom i Danmark.« Sådan lød det fra en anden amerikansk udvekslingsstuderende.

Denne bemærkning var særdeles rammende. Hvor meget initiativ tager man egentlig for at udvise gæstfrihed over for gæster i landet, kollegaer eller en helt tredje?

Personligt har jeg altid været af den overbevisning, at jeg vil hjælpe med det meste, hvis folk rækker ud. Men kan man altid regne med, at de gør det?

En af mine gode bekendte af italiensk herkomst fik et stort kulturchok, da han blev forflyttet til en industrivirksomhed i Vester Skerninge på Fyn. Han fandt det nærmest umuligt at navigere i de danske sociale normer og få skabt sig et netværk, som strakte sig udover det professionelle. Han er flyttet tilbage til Italien, da han aldrig helt fandt formlen.

Vi har alle ret til vores holdninger om USA på godt og ondt, men de har nogle værdier og normer, som vi måske kunne lade os inspirere af. Jeg har i hvert fald for alvor oplevet den amerikanske sydstats gæstfrihed i mine få måneder herovre.

Det er ofte skik herovre, at professorer afslutter et semester med at formidle deres telefonnummer eller personlige e-mail til sine elever, så de kan fortsætte med at være en ressource for deres tidligere studerende. Det vidner om nogle stærke relationer, som kan vise sig særdeles lukrative for begge parter på sigt.

Jeg er sikker på, at mange danske undervisere ikke ville tøve med at give en hjælpende hånd, hvis en tidligere elev rakte ud, men den proaktive amerikanske tilgang øger blot muligheden for en gensidigt værdiskabende relation.

Den omtalte amerikaner fra den indledende paragraf udtalte naturligvis ikke udelukkende, at vores gæstfrihed var ikke-eksisterende, men tilføjede at det krævede en del mere initiativ, proaktiv ageren og gåpåmod fra hans side at skabe relationer, hvor danskere ofte kunne virke reserverede og sky.

Så kære læser. Hvorfor ikke forsøge at agere mere proaktivt og forsøge at skabe nogle flere værdifulde relationer. Jeg kunne i hvert fald godt frygte, at vi skræmmer mange kompetencer og talenter væk fra Danmark, hvis vi ikke skruer en smule op for gæstfriheden. Hvem ved? Måske det også giver afkast på det personlige plan.

Jonas Aastrup Nielsen

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.