Straffesag: Borgere i 57 kommuner har betalt for meget
Tre virksomheder og en brancheorganisation har snydt borgerne. Nu skal Retten i Glostrup bestemme, hvorvidt de anklagede topchefer og firmaer skal have fængsels- og bødestraf.
Borgere i hovedstaden og Midt- og Nordjylland har betalt for meget.
Den nationale enhed for særlig kriminalitet (NSK) anklager to selskaber, heriblandt et tidligere kommunaltejet gasselskab, for at danne priskartel.
Landsretten dømte sidste år virksomhederne for at bryde konkurrenceloven og drive priserne kunstigt op for danske forbrugere. Nu behandles sagen som straffesag på grund af dens alvorlighed og omfang.
De anklagede selskaber er Hovedstadsregionens og Midt-Nords Naturgasselskab (tidligere HMN Naturgas) og Gastech-Energi. HMN er i dag under opløsning, efter at virksomheden solgte sine aktiviteter til det statsejede gasdistributionsselskab Evida i 2017.
HMN er ejet af 32 kommuner i hovedstaden og 25 kommuner i Midt- og Nordjylland, og det er også borgerne i disse kommuner, der kan være påvirket af kartelaftalen. Der er 270.000 husstande i de 57 involverede kommuner, som har centralvarme med naturgas. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Gastech-Energi, HMN og både tidligere og nuværende topchefer er anklaget for at koordinere abonnementspriser på service af naturgasfyr. To af de anklagede chefer havde formandsposter i brancheorganisationen Debra, da aftalen blev lavet. Derudover var en tredje virksomhed involveret, nemlig Kiertner, der i mellemtiden er gået konkurs og derfor ikke er anklaget i straffesagen.
Parterne er tiltalt for overtrædelse af straffeloven jf. konkurrencelovens paragraf 6 om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, da de tre selskaber i april 2014, ifølge anklageskriftet, lavede en aftale om prissætning gennem brancheorganisationen Debra. En aftale, der kørte indtil slutningen af 2016. Aftalen blev til under et møde på HMN’s hovedkontor i Søborg og gennem mailkorrespondance.
Retssagen starter den 15. marts i Retten i Glostrup og er planlagt til at køre indtil den 30. marts.
Anklagemyndigheden går efter fængselsstraf til de anklagede personer og bødestraf til virksomhederne. Anklageren kan dog ikke kommentere yderligere om størrelsesordenen.
De anklagede parter har ingen kommentarer forud for sagen. Undtagen en enkelt, der skriver i en mail til Finans:
»Både min klient og jeg forventer en ren frifindelse for den tiltale, som er rejst mod min klient. På min anbefaling ønsker min klient ikke at føre sagen i pressen. Vi vil derfor ikke have andre kommentarer før, at der foreligger en dom.«
Sagen har tidligere kørt i Konkurrencerådet, Sø- og Handelsretten og Østre Landsret. Alle instanser kom frem til samme konklusion, nemlig at parterne havde koordineret priser for forbrugerne og brudt konkurrenceloven. I Landsrettens dom fra 31. marts 2021 står der, at virksomhederne aftalte en prisstigning på abonnementsservice af naturgasfyr på omkring 10 pct. I dommen fremhæves bl.a. følgende mail mellem Debra, Gastech-Energi og Kiertner med emnet ”SV: kontrakt HMN”:
»Hermed oplægget der i dag er aftalt med HMN. Jeg mener, det ligger indenfor det, vi har aftalt med servicevirksomhederne i øst og vest. Det helt væsentlige er, at prisstigningen overfor servicepartnerne i abonnement og udkald vil blive afspejlet i (HMN’s) kundepriserne. Det betyder, at vi vil kunne hæve vores egne abonnementer uden at blive for dyre i forhold til HMN.«
Sagen behandles nu som straffesag i NSK, da anklagemyndigheden mener, at sagen er af særlig alvorlig karakter.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra NSK eller Østre Landsret om prisaftalens konsekvens for borgerne i de berørte kommuner.
Brancheforeningen Debra blev lukket i 2017 og Kiertner er gået konkurs. Gastech-Energi driver stadig virksomhed i dag.