- Opdateret 09/03/2022 kl. 22:10
Carlsberg indstiller salget af Carlsberg-øl i Rusland
Carlsberg indstiller salget af Carlsberg-øl i Rusland som følge af krigen i Ukraine og suspenderer desuden forventningerne til 2022. Således oplyser bryggerikoncernen onsdag aften.
De russiske forbrugere må undvære øl fra Carlsberg - i hvert fald i den nærmeste fremtid. Det står klart, da bryggerikoncernen nu indstiller salget af Carlsberg-produkter i Rusland som konsekvens af krigen i Ukraine.
Det skriver bryggerikoncernen i en pressemeddelelse.
»For hver dag der går, bliver vi mere og mere chokeret over den forfærdelige humanitære krise, som udfolder sig i Ukraine. Tusinder af liv går tabt, og millioner af mennesker bliver ramt. Vi står side om side med det ukrainske folk og folk verden over i fordømmelsen af den russiske invasion,« udtaler Carlsbergs adm. direktør, Cees’t Hart, i meddelelsen.
På samme tid suspenderer Carlsberg forventningerne til 2022. Konsekvenserne af krigen har ifølge virksomheden været begrænset på markederne uden for Ukraine og Rusland. Men de stigende råvare- og energipriser, som krigen har medført, vil resultere i øgede omkostninger.
»På grund af den høje usikkerhed forbundet med Ukraine og Rusland og den potentielle indirekte effekt på resten af koncernen, anser vi det ikke som fornuftigt at give en guidance for 2022, og vi suspenderer derfor vores indtjeningsforventninger for året,« siger Cees’t Hart.
Han tilføjer, at udviklingen i Ukraine og Rusland vil få en negativ effekt på Carlsbergs finansielle resultater for 2022, og at koncernens aktiver i begge markeder også kan »blive genstand for non-cash-værdiforringelser og nedskrivninger«.
Aktiviteterne i Rusland og Ukraine stod ifølge Carlsberg for omkring 13 pct. af bryggerikoncernens omsætning og 9 pct. af driftsindtjeningen i 2021, fremgår det af meddelelsen.
Carlsberg meddelte i sidste uge, at virksomheden havde i sinde at stoppe al vareeksport til Rusland og undlade at foretage nye investeringer i landet. Siden da har koncernen også indstillet sine markedsføringsaktiviteter og nu også salget af Carlsberg-produkter.
Carlsberg oplyser, at man fortsat vil producere øl på Baltika-bryggerierne i Rusland, som koncernen har ejet siden 2000. Det sker for at holde hånden under datterselskabets 8.400 ansatte økonomisk.
»Vi føler en moralsk forpligtelse over for vores russiske kolleger, som er en integreret del af Carlsberg og ikke er ansvarlige for regeringens handlinger (...) Baltika Breweries vil blive drevet som en separat virksomhed for at forsørge vores medarbejdere og deres familier,« fortæller Cees’t Hart.
På samme tid forpligter Carlsberg sig til at donere overskuddet fra sine aktiviteter i Rusland til nødhjælpsorganisationer. Virksomheden har i forvejen doneret 10 mio. euro til den humanitære indsats i Ukraine.