Mærsk vil sælge sine aktier i russisk havneselskab
A.P. Møller-Mærsk vil ud af sit russiske havneselskab Global Ports. Rederikoncernen har taget det første skridt mod at sælge aktierne.
A.P. Møller-Mærsk vil af med sin ejerandel i det russiske havneselskab Global Ports og har taget de første skridt mod at sælge sine aktier.
Det fremgår af en kort meddelelse, som Global Ports har udsendt til børsen i London.
Her kan man læse, at Mærsks havneselskab, APM Terminals, har besluttet sig for at afhænde sin andel på 30,75 pct. af Global Ports, som det danske rederi ejer sammen med en koncern med forbindelser til den russiske stat.
Vi kigger på forskellige muligheder, men vi kan ikke komme med flere detaljer på nuværende tidspunktA.P. Møller-Mærsk
»APM Terminals har desuden annonceret til selskabet og bestyrelsen, at den vil fortsætte med at være repræsenteret i bestyrelsen og opfylde sine forpligtelser overfor selskabet, indtil salget kan blive gennemført,« lyder det.
Mærsk har endnu ikke fundet en køber til aktierne i det russiske havneselskab, som ikke er ramt direkte af sanktionerne mod Rusland.
»Vi kigger på forskellige muligheder, men vi kan ikke komme med flere detaljer på nuværende tidspunkt,« lyder det i et skriftligt svar fra A.P. Møller-Mærsk, som forventer, at salget først vil være i hus om flere måneder.
Foruden aktierne i Global Ports vil rederiet også sælge sin slæbebådsforretning i landet og trække sig ud af et varelager og en terminal i Novorossiysk, som ligger ud til Sortehavet.
Beslutningen kommer efter stigende pres på udenlandske selskaber for at skille sig af med deres forretning i Rusland for at straffe landet for invasionen af Ukraine.
Rusland har desuden givet selskaber et valg om enten at køre videre for fuld kraft, smutte eller overlade nøglerne til russere.
Mærsk har allerede lukket for ny forretning i Rusland. Koncernen sejler dog stadig ind og ud af landet på aftaler, som er lavet inden invasionen, men har advaret kunderne om, at det bliver sværere og sværere.
Mærsk købte sig ind i Global Ports i 2012 via sit datterselskab APM Terminals. Danskerne ejer i dag 30,75 pct. af selskabet. Den anden storaktionær er Delo Group, som også sidder på 30,75 pct.
Delo Group er ejet af den russiske rigmand Sergey Shishkarev, som er kendt for at stå i spidsen for Ruslands håndboldforbund. Han var desuden medlem af parlamentet i Rusland, Dumaen, fra 1999 til 2011.
Delo Group er delejet af det statslige atomkraftselskab Rosatom. Reuters skriver onsdag, at USA overvejer at indføre sanktioner mod netop Rosatom, som driver en række atomkraftværker over hele Rusland.
Global Ports ejer seks havneterminaler i Rusland. I 2021 steg omsætningen med 30,8 pct. til 502,8 mio. dollars. Overskuddet landede på 143,9 mio. dollars – eller hvad der svarer til 968 mio. kr.
Årsregnskabet kom ud 2. marts – lidt mere end en uge efter, at Rusland invaderede Ukraine. Selskabet nævner ikke invasionen, men kommer alligevel ind på den uro, som den har skabt.
»Selskabets forventninger for 2022 er påvirket af øget volatilitet og de stigende globale og regionale geopolitiske spændinger, som øjeblikkeligt har gjort det sværere at se, hvad der kan forventes i 2022,« lyder det.
Global Ports er børsnoteret i England. Selskabets aktie begyndte at falde brat i midten af februar, inden handlen blev suspenderet 2. marts. På det tidspunkt var kursen med lidt over 82 pct. siden årets begyndelse.



