Hvor rig er Vladimir Putin? Det er mysteriet, ingen kan opklare
Ifølge Kreml har Vladimir Putin en årlig løn på knap 1 mio. kr. og ejer en lejlighed på 74 kvadratmeter.
Hvor stor er Vladimir Putins formue?
Det spørgsmål er der umiddelbart ingen i verden, som har haft held med at kunne besvare.
Faktisk er Putins rigdom omgærdet af så meget mystik, at Forbes for nylig kaldte det »nok den sværeste gåde« at løse, når opgørelserne over de rigeste skal laves.
Nogen påstår, at Vladimir Putin i det skjulte er verdens mest velhavende person - rigere end Elon Musk, der lige nu topper listen med en estimeret formue på 216 mia. dollars.
På papiret ligner Putin en ydmyg politiker.
Ifølge CNN fortalte Kreml i 2018, at Putin har en årlig løn på 140.000 dollars, svarende til knap 1 mio. kr. At han ejer to biler fra Sovjet-tiden, en off road-truck og en lejlighed på 74 kvadratmeter i Sankt Petersborg.
Formuen menes dog at indeholde meget mere, selvom ingen endnu har kunnet dokumentere det.
Journalist Ejlif Thomasen har i 25 år stået bag den årlige liste over Danmarks rigeste, som forskellige mediehuse har bragt gennem årene. Med andre ord er Ejlif Thomasen en ekspert i at kortlægge formuer.
Finans har derfor spurgt, hvad han kunne finde og sige om Vladimir Putins formue.
»Jeg har brugt nogle timer på at undersøge det, og jeg kan simpelthen ikke knække den nød med de midler og adgange, som jeg har. Jeg kan ikke sige noget kvalificeret om Putins formue,« siger Ejlif Thomasen.
På baggrund af Panama Papers kunne ICIJ, en sammenslutning af undersøgende journalister, i 2016 fortælle, at en kompleks finansiel struktur sender magt og penge i retning af Ruslands præsident.
Blandt de yderst værdifulde aktiver, som reelt menes at være ejet af Putin, er ifølge Fortune og andre medier et palads til 1,4 mia. dollars på toppen af en bakke ved Sortehavet. Kreml har afvist, at paladset tilhører Putin, selvom paladset er beskyttet af den russiske efterretningstjeneste.
Erhvervsmanden og hvidvaskjægeren Bill Browder var på et tidspunkt én af de største udenlandske investorer i Rusland.
Browder vidnede i 2017 foran Senatet i USA, hvor han estimerede Putins formue til at være mindst 200 mia. dollars. Ifølge Browder har Putin presset de russiske oligarker til at afgive penge og ejerandele i deres virksomheder, mod at de ikke ender som oligarken Mikhail Khodorkovsky, der i 2003 blev fængslet for svindel og skatteunddragelse.
Det har en række medier skrevet om på baggrund af vidneudsagnet fra Bill Browder.
Selv har Putin afvist alle spekulationer om, at han i det skjulte er verdens rigeste i forhold til penge, men i stedet sagt, at han er rig på andre måder.
»Jeg er den mest velhavende mand. Ikke bare i Europa, men i hele verden. Jeg samler følelser. Jeg er velhavende på den måde, at det russiske folk to gange har betroet mig med lederskabet af så fantastisk et land som Rusland. Det er min største formue, vil jeg mene,« har Vladimir Putin udtalt ifølge Fortune.