Fortsæt til indhold

År med færre turister har gjort ondt på Nationalmuseet

Nationalmuseet er med egne ord kommet godt gennem coronapandemien, men udsigten til de manglende besøgende, særligt turister, og øgede udgifter til Nationalmuseets nye magasin til de danske nationalskatte gør, at museet må sige farvel til medarbejdere.

Frihedsmuseet i København er en del af Nationalmuseets samlinger. Foto: Mellanie Gandø
Erhverv

Det går fremad med turismen efter corona. Men rigtig hurtigt går det tilsyneladende ikke.

Først i slutningen af næste år eller ind i 2024 begynder turisterne for alvor at vende tilbage til Danmark. Det viser i hvert fald prognoser fra FN’s turismeorganisation (UNWTO). På mange museer rundtom i landet er der blevet arbejdet hårdt på at få økonomien til at hænge bedst muligt sammen i den nye situation, og økonomien er løbende blevet tilrettet.

Det gælder også på Nationalmuseet, der trods pæne publikumssucceser har været nødsaget til at trimme organisationen både i 2022 og i 2023. Alligevel kan man ikke komme uden om at skulle nedlægge stillinger, meddeler Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Over halvdelen af vores gæster er normalt turister, og dem forventer vi desværre at se væsentligt færre af i de kommende år.
Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet

Museet, der har ca. 730 ansatte fordelt på forskellige matrikler, forventer, at ca. 20 fuldtidsstillinger skal nedlægges.

»Over halvdelen af vores gæster er normalt turister, og dem forventer vi desværre at se væsentligt færre af i de kommende år. Det er vi nødt til at tage bestik af nu og tilpasse vores økonomi for 2023 til den nye virkelighed. Det betyder desværre, at vi må afskedige medarbejdere. Vi vil tilbyde muligheden for frivillig fratrædelse, så færre skal afskediges. Mit fokus vil være på, at vi får en god og ordentlig proces i en svær tid,« siger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, i en skriftlig kommentar.

Nationalmuseet har en samlet økonomi på 400 mio. kr., hvoraf 100 mio. kr. kommer fra billetindtægter. De resterende beløb er statslige bevillinger og tilskudsmidler fra private fonde.

Nationalmuseet er Danmarks statslige kulturhistoriske hovedmuseum.

Ud over Nationalmuseet i København tæller institutionen Frihedsmuseet, Musikmuseet, koldkrigsflåden på Holmen og museumsskibe som Anna Møller, Bonavista, Ruth, Gedser Rev og Fulton. Endelig er også Klunkehjemmet, Christiansborg Slot, Kongernes Lapidarium og Krigsmuseet en del af Nationalmuseets samlinger.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Ferie i DK
Kulturferie