Fortsæt til indhold

Hjælpen strømmer til fra lokale ukrainere i USA

På en lille café i Washington har to søstre fra Ukraine samlet penge ind til nødstedte i deres eget hjemland. Nu sender de deres mor hjem til Kyiv med 12 skudsikre veste.

Vira Derun (t.v.) og Anistasiia Derun (t.h.) i deres Café D Light på Adams Morgan i Washington. Gæsterne kan støtte den ukrainske modstandskamp ved at proppe penge ned i en lille beholder ved kassen. Man kan også betale online. Foto: Matias Seidelin
Erhverv

WASHINGTON

Den 30-årige Anistasiia Derun kommer os i møde med et smil. Det er sent på eftermiddagen, og vi befinder os på det populære caféstrøg Adams Morgan i hjertet af Washington. Sammen med sin søster, Vera Derun, har hun i januar åbnet caféen D Light, der siden er blevet noget af et tilløbsstykke i Washington.

For det er her, at man virkelig mærker den modstandskamp, der er blandt almindelige ukrainere i USA. Også når det gælder om at samle penge ind til militært beskyttelsesudstyr og medicin i krigen mod russerne i Ukraine.

Det finder vi ud af den dag, vi besøger caféen i april.

Udenfor regner det. Det er også koldt, og Anistasiia Derun sætter sig ned ved et af cafébordene og begynder at snakke.

Hun forklarer, at man på caféen både serverer traditionelle ukrainske retter som eksempelvis kasha og almindelig europæisk cafémad.

»Kasha betyder bare, at vi serverer mad med f.eks. ris og en slags havregrød. Vi laver også sød marmelade af tomater. Det er typisk ukrainsk,« siger hun.

Men det er ikke kun maden, som folk kommer her for, siger Anistasiia Derun. De kommer her også for at støtte den ukrainske sag, og det er der brug for, siger hun.

»Siden krigen begyndte, har der ikke været en eneste dag, hvor jeg ikke har grædt. Det er simpelthen frygteligt, det, der er sket, og når jeg vælger at lave dette interview, er det fordi, jeg gerne vil fortælle danskerne, at det, der sker, ikke bare noget, der foregår i et nyhedsprogram. Det handler om helt almindelige mennesker, der bliver skudt og dør hver dag i Ukraine. Mit folk og mine venner,« siger hun.

Netop denne dag har Anistasiia Derun f.eks. fået at vide, at hendes mors bedste veninde er blevet skudt. Hun var ifølge Anistasiia Derun soldat i modstandshæren i Ukraine.

»Det er frygteligt,« siger hun.

Café D Light er blot et af mange steder, der i disse dage er opstået i USA for at støtte Ukraine. Hjælpegrupper arrangerer f.eks. med jævne mellemrum demonstrationer uden for den russiske ambassade i Washington. Andre grupper samler penge ind til at købe beskyttelsesudstyr og medicin. Samtidig er der et væld af kulturelle arrangementer med musik og kunst forskellige steder i Washington.

Også de to søstre Anistasiia og Vera Derun samler penge ind på deres café i Adams Morgan.

For nogle uger siden fik de en standupkomiker til at komme og lave et show på caféen. Under arrangementet blev der samlet over 5.100 dollars – godt 34.000 kr. – ind blandt dem, der var mødt frem, forklarer Anistasiia Derun. Og sådan kan man blive ved, siger hun.

»Her forleden kom en gut ind med penge til os. Han har en marijuana-butik lidt længere nede ad Adams Morgan. Han havde samlet over 2.000 dollars ind til os. Det er helt vildt. Folk er simpelthen så hjælpsomme,« siger Anistasiia Derun.

Anistasiia Derun og hendes søster kommer fra byen Bila Tserkva nogle få kilometer uden for Ukraines hovedstad, Kiyv. Inden Anistasiia Derun kom til USA, studerede hun jura i Kharkiv, der i dag er fuldstændig sønderbombet. Men i 2017 fik hun et job på et femstjernet hotel i Miami i Florida, og siden er hun blevet boende i USA, efter at hun i år endelig fik sit greencard.

Brændte ned

Caféen åbnede hun sammen med sin søster i januar. Det var en temmelig barsk start. For der gik ikke mere end et par uger, så brændte den ned. I de lokale medier i Washington var det en stor historie. Branden var nemlig påsat. På den såkaldte Gofundme-side samlede Anistasiia Derun penge ind til at bygge caféen op igen. Siden har der næsten hver dag været fyldt med mennesker i caféen

Anistasiia Derun siger, er kvinderne i Ukraine er stærkere end mændene – altså rent mentalt.

»Så vi skal nok overleve, også selv om det er forfærdeligt.«

Men det var svært, da billederne af de bagbundne, døde mennesker fra byen Butja kom ud i begyndelsen af april. Flere af de døde så ud til at være blevet henrettet med skud i hovedet. Billederne fik med det samme Anistasiia Derun til at tage kontakt til sine venner i Ukraine.

»Der er jo ingen, der ved, hvad der op og ned i det her. Men hvis det er russiske soldater, der har gjort det, har jeg ingen ord, der kan beskrive min smerte. Hvem gør sådan noget her? Ikke en gang dyr – for dyr har et hjerte,« siger hun.

Caféejeren Anistasiia Derun fra Washington i USA siger, at han har grædt hver dag siden krigen i hendes hjemland startede i februar. Foto: Matias Seidelin
Vira Derun og Anistasiia Deruns mor, Karina Derun, står med ryggen til og vasker op i caféen i Washington. Foto: Matias Seidelin

Selv har Rusland afvist at have noget at gøre med de brutale nedskydninger af civile i Butja. Men Anistasiia Derun tror, at russerne lyver. Forleden fik hun et billede tilsendt af en ven, hun har i Kharkiv. Han havde netop mistet sin lejlighed efter et kæmpe bombeangreb på byen.

»Hele bygningen var væk. Den var simpelthen pulveriseret. Jeg ved ikke, hvad det er for en slags mennesker, der gør sådan noget. Men det viser mig i hvert fald, at der er noget helt galt,« siger hun.

Ukrainerne har gennem forskellige lobbygrupper i flere måneder kæmpet for at tale Ukraines sag over for politikerne i Washington. Det er bl.a. kommet frem i avisen USA Today. Særligt den såkaldte Nord Stream 2-gaslinje har voldt problemer for ukrainerne.

Den tidligere præsident Donald Trump indførte i sin tid sanktioner mod gaslinjen, men de blev senere ophævet af USA’s nuværende præsident, Joe Biden.

Siden har tonen fået en anden lyd i Det Hvide Hus. Nu strømmer det ind med alt fra Stinger- og Javelin-missiler til håndvåben og maskinpistoler til Ukraine. Så sent som i marts annoncerede Joe Biden en våbenpakke til 5,4 mia. kr., der også indeholdte de højteknologiske såkaldte kamikazedroner.

Og det er godt, mener flere ukrainere i USA.

Gennem demonstrationer og politisk arbejde har de i ugevis forsøgt at få USA til at stramme skruen over for Ruslands præsident, Vladimir Putin, og mange mener, at det er lykkedes.

Fragter udstyr til Ukraine

Selv har Anistasiia Derun og hendes søster købt 12 skudsikre veste samt førstehjælpsudstyr og såkaldte årepressere, som man strammer om benet eller armen for at stoppe blødningen, hvis man bliver skudt.

Det er hendes mor, som skal fragte udstyret ind i Ukraine. Hun står i køkkenet og tørrer noget brugt service af. Hun taler ukrainsk og nikker over mod os. Anistasiia Derun viser billeder frem af udstyret på sin mobiltelefon. På et af dem står hendes mor iført en af de armygrønne skudsikre veste. Hun smiler og har et par solbriller i panden.

»Hun flyver hjem i aften. Vi har pakket det hele ned, men vi må nok betale for ekstravægt på flyet,« lyder det fra Anistasiia Derun.

Hun forklarer, at de har fået vestene af en fyr i det amerikanske militær, men at de selv skulle købe de skudsikre plader til dem i en våbenbutik i byen Alexandria uden for Washington.

»På den måde har vi forsøgt at samle det hele så godt, vi kan,« siger hun.

Det er ikke unormalt af ukrainere på den måde forsøger at få udstyr ind i Ukraine. Meget af det foregår i hemmelighed. For russerne må ikke opdage, hvordan det kommer ind. Vi spørger Anistasiia Derun, om hun ikke er bange for, at hendes mor bliver dræbt af russerne. Hun kigger op fra bordet og smiler svagt.

»Ved du hvad. Jeg frygter altid, hvad der sker i morgen. Det har jeg gjort hele krigen. Men jeg ved også godt, at jeg ikke kan holde min mor i sikkerhed her i USA. Hun vil tilbage og kæmpe, og det kan jeg ikke stoppe hende i,« siger hun.

Det er ved at være sent. Anistasiia Derun siger, at hun bliver nødt til at gå med sin mor og sin søster nu. De skal tilbage til deres lejlighed og ordne det sidste, inden morens rejse.

»Men husk nu mit budskab,« siger Anistasiia Derun og fortsætter:

»Krigen er ikke bare et indslag i en nyhedsudsendelse. Det er mennesker af kød og blod, der dør hver dag,« siger hun.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.