Erhverv

Slut med de historisk lave priser – flybilletter bliver dyrere

Stigende priser på brændstof tvinger flyselskaberne til at hæve prisen på flybilletter. Samtidig vokser rejselysten, og det giver plads til prisstigninger. Men ikke på alle ruter.

Artiklens øverste billede
Stigende oliepriser rammer skævt. Nogle flyselskaber har prissikret sig mod prisstigninger. Andre har ikke. Foto: Michael Probst/AP

De rejsende skal indstille sig på at betale mere for flybilletterne. Det er nemlig slut med historisk lave billetpriser i skyggen af coronakrisen.

Galopperende prisstigninger på flybrændstof tvinger flyselskaberne til at hæve priserne, så de kan få dækket i det mindste en del af deres ekstra omkostninger til at fylde tankene.

Samtidig stiger efterspørgslen. Pandemien er ved at slippe sit tag, og derfor stiger rejselysten. Forbrugerne vil igen på ferie, og forretningsrejsende skal efter to års rejsetørke ud at besøge kunder og forretningsforbindelser.

Faktisk er kunderne så hurtigt på vej tilbage i flyene, at nogle flyselskaber på visse ruter har svært ved at skrue op for kapaciteten i tilstrækkeligt tempo.

Det er faktorer, der presser priserne i vejret i de kommende måneder.

Det er imidlertid ikke alle billetter, som vil blive dyrere. På ruter med stor konkurrence vil man fortsat kunne finde meget lave priser. Til andre destinationer vil man se markante prisstigninger.

Brændstofpriserne

Priserne på flybrændstof er i øjeblikket på det højeste niveau i 14 år. Alene siden årsskiftet er prisen øget med op mod 50 pct. Prisstigningerne tog ekstra fart i slutningen af februar, de Rusland invaderede Ukraine, og eksperter vurderer, at de vil forblive på et højt niveau i hvert fald i den nærmeste fremtid.

Brændstof udgør hos mange flyselskaber mellem 30 og 40 pct. af de samlede omkostninger. Så det er en kæmpestor ekstraregning for en industri, der allerede er hårdt presset økonomisk efter to år med covid-19, som har lammet store dele af flytrafikken.

For mange flyselskaber er der tale om et milliardbeløb i ekstra omkostninger. Tidspunktet er det værst tænkelige, da det gør det svært at tjene penge, selvom trafikken er stærkt på vej tilbage.

Billetpriserne

En lang række flyselskaber har allerede meddelt, at billetpriserne vil blive hævet, og nogle har indført brændstoftillæg. Det gælder operatører som Emirates, Qantas fra Australien og store amerikanske selskaber som Delta Airlines og United Airlines.

Hvis flyselskaberne skal have dækket deres omkostninger, kan der blive tale om prisstigninger på mellem 5 og 10 pct. og i nogle tilfælde mere. Jo længere flyvestrækningen er, desto mere ventes prisen at stige.

I Europa er flyselskaberne mere forsigtige med officielt at hæve priserne. Årsagen er en intens konkurrence, hvor masser af operatører flyver på de samme ruter. Prisstigninger kan koste passagerer og dermed indtjening, så kortene holdes tæt til kroppen.

Til mange rejsemål er der så hård kamp om passagererne, at det ikke er muligt at hæve priserne. På andre ruter er konkurrencen mindre og efterspørgslen større, og her vil man se stigende priser.

Det danske flyselskab DAT har således varslet, at man vil hæve priserne på indenrigsruten fra Bornholm til København, hvor man flyver uden konkurrence. På ruten fra Aalborg til København er der ikke rum til prisstigninger, fordi man flyver vinge mod vinge med SAS og Norwegian.

Priserne vil også stige, fordi rejselysten er større, så det ikke i samme grad er nødvendigt at lokke med ekstremt lave priser for at fylde flyene.

En ny undersøgelse fra Dansk Flypris Index, som foretaget af prissammenligningssiden Travelmarket.dk, viser således, at priserne til langt de fleste destinationer er steget markant i forhold til for fire uger siden, da priserne ramte bunden.

Udskilningsløb

De stigende brændstofpriser gør ondt på alle flyselskaber. Men der er meget stor forskel på, hvor stor pinen er.

En del flyselskaber har således forsikret sig mod prisstigninger på køb af brændstof op til et helt år frem i tiden. Lufthansa, Air France-KLM, Ryanair og EasyJet har prissikret mellem 50 og 75 pct. af det forventede forbrug til markant lavere priser. I nogle tilfælde til prisniveauer, som er op mod det halve af det nuværende niveau.

Andre operatører som SAS, Norwegian og Wizz Air har ingen forsikring, og dermed slår prisstigningerne fuldt igennem.

Selskaber med adgang til billigere brændstof vil have en fordel og kan kapre passagerer, mens de øvrige risikerer at sakke bagud og tabe kunder.

»Brændstofprisstigningerne giver en meget klar konkurrencemæssig fordel til de selskaber, der har afdækket brændstofindkøbene til gamle og lavere priser,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

Ryanair har allerede meddelt, at prissikringen betyder, at selskabet kan tilbyde lavere priser end konkurrenterne, og at det vil styrke selskabets konkurrenceevne.

SAS

De høje brændstofpriser forstærker de økonomiske udfordringer i SAS, som har fløjet med underskud i de seneste ni kvartaler i træk. SAS har ikke prissikret sine brændstofleverancer, og ekstraregningen kan blive på op mod 2 mia. svenske kr.

Ifølge Jacob Pedersen er SAS nødt til at hæve de gennemsnitlige billetpriser med godt 100 kr. for at få dækket merudgiften. Det svarer til prisstigninger på omkring 10 pct.

Sydbank-analytikeren fremhæver, at det kan blive vanskeligt at sende regningen videre til kunderne, da SAS flyver i konkurrence med lavprisselskaber og andre operatører, som har prissikret brændstofforsyningerne. Omvendt har SAS ikke helt så prisfølsomme passagerer, og der er spillerum til begrænsede stigninger i billetpriserne.

»Samlet set forventer jeg ikke, at SAS kan sende hele merregningen videre til kunderne,« siger Jacob Pedersen.

SAS erkender, at stigende brændstofpriser øger den økonomiske udfordring. Selskabet har imidlertid ikke aktuelle planer om generelle prisstigninger eller brændstoftillæg.

»Det er en ekstra byrde, som vi må bære, og så må vi se, i hvilken udstrækning vi kan justere på priserne. Vi går ind i en sommer, hvor vi forventer større efterspørgsel og mere fyldte fly,« konstaterede Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS, for nylig i et interview med Finans.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.