Atlantic Petroleum under opsyn efter vildt aktiehop
Efter vilde hop på det danske aktiemarked er færøsk olieselskab under opsyn af børsen.
Det ser mærkværdigt ud, når man kigger på Atlantic Petroleums aktiepris.
Efter en stabil aktiepris omkring 5 kr. i over et år eksploderede olieselskabets aktie pludselig, da prisen den 8. marts næsten seksdoblede til 26 kr. Efterfølgende faldt den til et normalt niveau for igen i dag at stige til op mod 17 kr. ved middagstid. Den seneste uge er aktien steget med 139 pct.
»Jeg tror, det her er en spekulativ lemming-effekt. Investorerne ser, at der sker noget og tænker, at der nok ikke er røg uden ild, og så stikker det afsted,« siger investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.
Det færøske olieselskab er på den danske aktiebørs. Dog har selskabet ikke flere aktiviteter tilbage, hvilket gør aktiehoppet endnu mere mærkværdigt. Selskabet har hverken boringer eller brønde, og ifølge investeringsøkonomen er der ikke kommet nogle selskabsspecifikke nyheder, der kan forklare prisudviklingen.
Derimod tror han, at aktionærer har set oliepriserne stige som følge af Ukrainekrigen, og uden at undersøge selskabet har de valgt at investere i Atlantic Petroleum - hvis navn klinger af oliemuligheder.
Ifølge Per Hansen har Atlantic Petroleum kun en medarbejder, nemlig direktør Mark T. Højgaard, hvilket gør det usandsynligt, at selskabet pludseligt skulle stige i værdi.
Regnskabet for første halvdel af 2021 viste, at selskabet havde en bankgæld på 58 mio. kr. og en negativ egenkapital på 95 mio. kr.
Atlantic Petroleum er efter de ekstraordinære aktiehop kommet under opsyn af børsen.



