Fortsæt til indhold

Putin-melding skaber usikkerhed om Ørsteds russiske gaskontrakt

Ørsted har endnu ikke noget bud på, hvilken betydning det får for virksomheden, at Putin kræver betaling for russisk gas i rubler.

Ørsteds topchef Mads Nipper har tidligere sagt, at han ville rive kontrakten med Gazprom over, hvis han kunne. Foto: Gregers Tycho
Erhverv

En udmelding fra den russiske præsident, Vladimir Putin, har skabt usikkerhed i Østed om virksomhedens kontrakt med Gazprom om køb af russisk gas.

Onsdag rapporterede flere medier, at Putin har meldt ud, at såkaldte ”uvenlige lande” fremover skal betale for russisk gas i rubler. Disse lande omfatter bl.a. EU’s medlemslande.

Putin understregede, at Rusland vil fortsætte med at levere gas i henhold til kontrakternes bestemmelser om pris og volumener.

»Ændringen vil kun få betydning for valutaen i betalingen, som vil blive ændret til rubler,« sagde han ifølge Reuters.

Spørgsmålet er nu, hvad det vil få af betydning for Ørsteds omdiskuterede kontrakt med Gazprom.

Virksomheden vil ikke svare på, hvad kontrakten siger om afregningsvaluta. Men en energianalytiker udtaler til Bloomberg, at gaskontrakter som regel kræver betaling i euro.

I Tyskland tales der om et muligt kontraktbrud, og det østrigske energiselskab OMV har ligeledes meldt ud, at virksomheden i henhold til kontrakten ikke har mulighed for at betale russisk gas med rubler, hvorfor den vil fortsætte med at betale i euro.

Ingen i Ørsted vil stille op til interview, men presseafdelingen oplyser i en skriftlig udtalelse:

»Ørsted har læst om Putins udtalelser i medierne. Det er uklart i hvilket omfang, meldingen vil få betydning for forsyning af gas fra Rusland til bl.a. danske husstande og virksomheder. Vi følger selvfølgelig situationen nøje. Ørsted støtter fuldt op om målsætningen i Danmark og EU om at blive uafhængig af russisk gas.«

Allerede i februar kom Ørsteds kontrakt med Gazprom om at købe store mængder gas frem til 2030 til diskussion i lyset af Ruslands invasion af Ukraine.

Topchef Mads Nipper afviste, at det var muligt for Ørsted at komme ud af kontrakten. Hvis Ørsted brød kontrakten kunne det få store økonomiske konsekvenser for virksomheden. Topchefen fortalte i et interview med Berlingske, at »juristerne har været over alt i den kontrakt«, og der var ingen vej ud.

»Ville du som topchef for Ørsted rive kontrakten over, hvis du havde muligheden for det?« spurgte Berlingske.

»Ja.«

Michael Aastrup Jensen (V) er næstformand for Folketingets udenrigspolitiske nævn, og han siger, at han vil tage emnet op i nævnet i næste uge.

»Hvis det her gør det muligt for Ørsted at komme ud af kontrakten med Gazprom, så skal de gøre det. Men det er selvfølgelig under forudsætning af, at det ikke vil gå ud over den danske energiforsyning,« siger han.

Ørsted har tidligere tilkendegivet, at et stop for gasimport fra Rusland vil have så alvorlige økonomiske og menneskelige konsekvenser, at det bør være en politisk beslutning at stoppe forsyningen frem for at overlade det til virksomhederne.

Kontrakten med Gazprom blev indgået i 2006 og udløber i 2030.

Analytikere ser Putins krav om betaling i rubler som et forsøg på at styrke rublen, hvis kurs er styrtdykket på grund Vestens sanktioner mod landet.

USA har forbudt import af russisk gas og olie, men EU er så afhængig af russisk energi, at man foreløbigt har undgået sanktioner, der kan true forsyningerne til Europa.