Fortsæt til indhold

Russisk Chelsea-ejer har sejlet 9 mia. kr. i sikkerhed

Den russiske oligark Roman Abramovich har nu fået sine flydende luksuspaladser, skibene Solaris og Eclipse, sejlet i sikkerhed for Vestens sanktioner. Begge skibe er nu anløbet tyrkiske havne.

Erhverv

Den russiske multimilliardær Roman Abramovich har nu fået sejlet sine to luksusskibe i sikkerhed uden for rækkevidde af Vestens sanktioner.

Yachten Solaris, som anslås at være 4,1 mia. kr. værd, er anløbet havnen i den tyrkiske by Bodrum. Det viser data fra MarineTraffic.

Solaris, som er 140 meter lang, blev bygget i 2021 og har plads til 36 gæster fordelt på 18 kahytter. Besætningen er på omkring 60 mand.

Solaris har for nylig været på værft i Barcelona, og hvis skibet var blevet der, var det formentlig blevet beslaglagt af myndighederne. Det skete for nylig for en anden russisk oligark, der fik sin luksusyacht beslaglagt i Italien.

Roman Abramovich luksusyacht Solaris har for nylig været på værft i Barcelona, men satte hurtigt kursen ud af EU-farvand for at undgå sanktioner og formentlig en beslaglæggelse. Foto: REUTERS/Stevo Vasiljevic

Fra havnen i Bodrum i det østlige Tyrkiet har besætningen på Solaris udsigt til den græske ø Kos, men skibet er uden for rækkevidde af de sanktioner, EU for nylig indførte mod blandt andet Roman Abramovich.

Hans anden luksusyacht, Eclipse, som er vurderet til 4,8 mia. kr., er netop anløbet havnen i Maramis, Tyrkiet. Eclipse er seneste uge sejlet østpå langs Afrikas nordkyst for at komme i sikkerhed uden for EU. Eclipse på 162 meter er fra 2010 og var på det tidspunkt verdens største lystyacht.

Roman Abramovich har i nogen tid været omfattet af britiske sanktioner rettet mod udvalgte russiske milliardærer, som menes at have nære relationer til Ruslands præsident Putin. Konsekvensen har været, at alle Abramovich aktiver i Storbritannien blev indefrosset. Det gælder blandt andet ejerskabet af Chelsea samt en lang række ejendomme og lejligheder i Londons mest eksklusive kvarterer.

I sidste uge kom Abramovich også på EU’s sanktionsliste, hvilket prompte fik de Solaris og Eclipse til at søge mod sikker havn.

I meddelelsen fra EU om sanktionerne beskrives Roman Abramovich, som »en russisk oligark, som længe har haft tætte forbindelser til Vladimir Putin. Han har haft privilegeret adgang til præsidenten og opretholdt meget gode forbindelser med ham. Denne forbindelse med den russiske leder hjalp ham med at bevare sin betydelige rigdom.«

Roman Abramovic er storaktionær i stålkoncernen Evraz, som er en af Ruslands største skatteydere.

»Han har derfor draget fordel af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim eller destabiliseringen af det østlige Ukraine. Han er også en de fremtrædende russiske erhvervsfolk, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine,« lyder det i meddelelsen fra EU.

Artiklens emner
Chelsea FC
Roman Abramovich