Fortsæt til indhold

Blev udråbt som en af landets rigeste: Nu er jysk erhvervsmand erklæret konkurs

Den kendte konkursadvokat Boris Frederiksen skal rede trådene ud, efter at Genan-stifter Bent A. Nielsen er blevet erklæret konkurs.

Bent A. Nielsen stod bag miljøvirksomheden Genan, men han blev smidt ud af virksomheden, da PKA opdagede, at regnskaberne ikke var retvisende. PKA havde investeret omkring 1 mia. kr. af medlemmernes penge i Genan. Foto: Mads Hansen
Erhverv

Den fængslede Genan-stifter Bent A. Nielsen er blevet erklæret konkurs ved Retten i Herning den 18. marts.

Det fremgår af en meddelelse i Statstidende, og det er den kendte konkursadvokat, Boris Frederiksen, der skal realisere Bent A. Nielsens værdier og fordele dem til kreditorerne.

Det fremgår ikke af meddelelsen, hvem der har erklæret Bent A. Nielsen konkurs.

Bent A. Nielsen siger, at han ikke har nogen kommentarer på nuværende tidspunkt.

Boris Frederiksen vil ikke kommentere detaljerne i sagen:

»Vi er på et meget tidligt stadie, og vi er stadig ved at danne os et overblik,« siger han.

Den personlige konkurs markerer endnu et lavpunkt i den nu 79-årige erhvervsmands karriere, efter at han i 2021 blev idømt seks års fængsel for bedrageri og mandatsvig ved Vestre Landsret i Viborg.

Forholdene var begået i den viborgensiske miljøvirksomhed, Genan, der på papiret tjente millioner på at høvle brugte bildæk om til bl.a. gummigranulat, som kan bruges i f.eks. underlag på legepladser og i kunstgræsbaner.

Det var Bent A. Nielsen, der stiftede virksomheden, og undervejs investerede pensionskassen PKA omkring 1 mia. kr.

I 2014 opdagede PKA dog, at regnskaberne ikke var korrekte, og det førte til et opgør mellem de to forretningspartnere, hvorefter Bent A. Nielsen blev smidt ud af virksomheden og meldt til politiet.

Efterfølgende blev han dømt i både byretten og landsretten for at have ført Genans bankforbindelser bag lyset, inden virksomheden fik tilført et milliardlån i 2013, ligesom han havde brugt 73 mio. kr. af Genans penge til private formål, herunder gaver til familien og renoveringen af sit sommerhus i Gl. Skagen.

Udover fængselsdommen besluttede retten, at anklagemyndigheden skulle konfiskere de 73 mio. kr. hos Bent A. Nielsen.

Efter opgøret drev PKA Genan videre, og i oktober 2021 solgte pensionskassen aktiemajoriteten til Maj Invest Equity for en hemmelig salgspris.

Inden Genan-sagen havde Bent A. Nielsen status i erhvervspressen som en af landets rigeste, fordi han i 2002 solgte dækservicevirksomheden Viborg Gruppen til Michelin for 2,2 mia. kr.

Efter salget måtte Michelin dog gennemføre store nedskrivninger og hensættelser. Sagen endte i en voldgift i Paris men blev afgjort med et hemmeligt forlig.

Kollapset i Genan

Artiklens emner
Genan
PKA