Erhverv

Stigende brændstofpriser sender taxabranchen til tælling - igen

De seneste par år har været hårde for danske vognmænd - og nu presser rekordhøje brændstofpriser også på.

Artiklens øverste billede
Transportminister Trine Bramsen er lydhør i forhold til reglerne om skiltning for taxachauffører, siger hun. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Lige nu er landets taxibranche presset så langt ned i knæ, at mange vognmænd overvejer, om det overhovedet kan betale sig at køre taxa længere.

Både selskaber og vognmænd er nemlig ved at være godt og grundigt trætte af de økonomiske øretæver, som de er blevet tildelt i løbet af de seneste år.

Første kæberasler ramte med coronakrisen, da regeringen besluttede at lukke nattelivet, og taxiselskaberne måtte indstille størstedelen af deres aktivitet på grund af manglende kunder.

Og netop som man så småt var begyndt at finde fodfæste igen, blev selskaberne sendt til tælling af Ruslands invasion af Ukraine, som fik brændstofpriserne til at brage i vejret.

»De sidste to år har været meget omskiftelige, og det har været utrolig svært at være vognmand. Og de stigende brændstofpriser, som vi nu ser, går igen ud over dem (vognmændene, red.),« lyder det fra Carsten Aastrup, der er adm. direktør i landets største taxaselskab, Dantaxi.

Den enkelte vognmand betaler nemlig selv for brændstofforbruget, og med de historisk høje brændstofpriser skærer det lige nu en stor luns af indtægterne.

En af dem, der for alvor mærker konsekvenserne af de stigende priser, er 34-årige Ramy Foaad Marrogi. Han er vognmand hos Dantaxi i Aalborg. Han har i forvejen en hyrevogn og får snart endnu en, men han er betænkelig ved, hvorvidt forretningen kan løbe rundt.

»Per bil koster det omkring 2.800-3.000 kr. ekstra for mig om måneden lige nu. Vi kan lige klare det, som det ser ud nu, men hvis det fortsætter, bliver det svært,« siger Ramy Foaad Marrogi.

Samlet set er det knap 30 pct. ekstra, der bliver lagt oven i de sædvanlige udgifter hver måned, estimerer han.

Hvor meget dyrere skal brændstof blive, før en taxatur ikke længere kan betale sig for jer vognmænd?

»Åh, jamen vi er næsten lige på grænsen allerede. Hvis ikke vi sætter priserne op på taxaturen, kommer vi ikke til at tjene lige så meget, som vi har gjort. Vi er lige kommet ud af coronakrisen, og så kommer benzinkrisen,« siger Ramy Foaad Marrogi og tilføjer med et nærmest modløst grin:

»Det er rigtig træls for os vognmænd. Det er det.«

Har du overvejet at skifte job, hvis det her fortsætter?

»Ja, hvis det går helt galt. Selvfølgelig har man det. Det er jo ikke noget, man gider betale af egen lomme.«

Ramy Foaad Marrogi er vognmand hos Dantaxi og har store problemer med at få tingene til at løbe rundt med de stigende brændstofpriser. Foto: Privat.

Og selvom det kan lyde ligetil at sætte priserne op på taxaturene, så de stemmer overens med brændstofpriserne, er det ikke noget, man bare lige kan gøre.

Lovgivningen dikterer nemlig, at prisen på en taxatur skal fremgå af synlig skiltning uden på taxavogne, så hæves prisen med f.eks. 1 pct. skal alle vogne have ændret skiltning, også selvom prisstigningen er midlertidig.

Dantaxi råder over i omegnen af 1.800 biler, så det kan gå hen og blive rigtig dyrt, understreger selskabet.

»Skal vi ændre i priserne, er loven meget ufleksibel skruet sammen. Det er en kæmpe øvelse, vi skal lave, som koster os i omegnen af 5-6-700.000 kr. hver gang. Dertil kommer den tid, som vognmanden skal bruge på klargøringsværkstedet,« siger Carsten Aastrup.

Af samme årsag har vognmændenes brancheforening, Dansk Persontransport, forsøgt at råbe politikerne op og plæderet for en dispensation til at indføre et midlertidigt brændstoftillæg, som man kender det fra bl.a. flyrejser, men regeringen er indtil videre ikke kommet vognmændene til undsætning.

Ifølge Dansk Persontransport har man rettet henvendelse direkte til transportminister Trine Bramsen, der afviser anmodningen med henvisning til de gældende regler for prisloft på taxature.

»Der er grænser for, hvad man må gøre ved prisen, og hvilke tillæg, man må tage, når man kører taxa. Og man må altså ikke tage et såkaldt brændstoftillæg, som jo ellers bliver bredt brugt af andre lige for tiden,« forklarer Michael Nielsen, direktør i Dansk Persontransport.

Carsten Aastrup er adm. direktør i Dantaxi. Foto: PR.

Der er derfor ingen anden løsning for de danske taxaselskaber end at sætte priserne op og betale omkostningerne. Men selv hvis der blev givet dispensation til et brændstoftillæg, ville det heller ikke være en holdbar løsning, mener Carsten Aastrup fra Dantaxi.

Han forklarer, at man, som det ser ud nu, nok ikke ville hæve priserne, men at man vil være nødsaget til det, hvis brændstofpriserne bliver ved med at stige.

Så I har ikke planer om at sætte priserne op?

»Det er jo et ømtåleligt emne. Vi er på vej ud af en coronakrise, der har været dyb og lang, og vi vil rigtig gerne have noget efterspørgsel tilbage. Det begynder at komme stille og roligt, så vi skal tænke os om, før vi begynder at regulere priserne. Lige nu er det, set i det lys, derfor ikke hensigtsmæssigt. Det er en svær balancegang,« siger han.

Og den bekymring for, om kunderne trækker sig, hvis priserne stiger, deler brancheforeningen.

»Det er jo noget, der kan være svært for kunden at forstå, at hvor han før betalte x antal kroner for en kilometer, så skal han lige pludselig betale x plus et eller andet,« afslutter Michael Nielsen.

Finans har rettet henvendelse til transportminister Trine Bramsen for at få svar på, hvad man kan gøre for at hjælpe taxabranchen.

I et skriftligt svar skriver hun:

»Der er allerede i dag muligheder for at regulere prisen for taxikørsel, men jeg lytter selvfølgelig, når branchen siger, at reglerne om skiltning er en udfordring.«

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.