Fortsæt til indhold

Egenkapital på 547 mio. kr.: Dansk storbonde høster rekordresultat

Den danske landmand og investor Erik Jantzen har i 2021 bogført et rekordstort overskud på 82 mio. kr. Dermed runder egenkapitalen i Jantzen Group en halv mia. kr.

Erik Jantzen begyndte sin karriere med købet af et lille husmandssted. Siden har han tjent en formue på investeringer i landbrug og ejendomme. Foto: Casper Dalhoff
Erhverv

Den danske landmand og investor Erik Jantzen har det seneste år tjent flere penge end nogensinde før.

Erik Jantzen indledte sin karriere i 1985 med købet af en lille gård på 14 hektar i Nordjylland. Siden er han nået langt.

I det netop offentliggjorte regnskab fra Jantzen Group A/S er der bogført et overskud på 82 mio. kr. efter skat og en egenkapital på 547 mio. kr.

Erik Jantzen har indledt et generationsskifte til sine børn og inklusive deres andel af indtjeningen, er det samlede overskud i Jantzen Group 125 mio. kr. Overskuddet er det hidtil største fra koncernen, som har kørt tværs gennem finanskriser og landbrugskriser uden nogensinde at have haft underskud.

Med den lille nordjyske gård som springbræt har Erik Jantzen opbygget et mindre forretningsimperium med store landbrugsbedrifter i Østeuropa samt erhvervsejendomme og iværksættervirksomheder i Danmark.

De danske landbrugsaktiviteter blev frasolgt i 2007, da priserne på landbrugsejendomme toppede i Danmark. Pengene blev reinvesteret i relativt billige landbrugsbedrifter i Østeuropa.

Erik Jantzen er i dag storaktionær og bestyrelsesformand i blandt andet Romania Farm Invest. Selskabet driver 15.000 hektar i Rumænien og har i 2021 haft rekordoverskud.

»Høsten har været god og kornpriserne høje. Selskabet har haft et overskud på 90 mio. kr. før skat,« fortæller Erik Jantzen.

Romania Farm Invest har omlagt hele bedriften til bæredygtigt landbrug, hvor markerne dyrkes uden harvning og pløjning.

»Udbytterne er de samme og omkostningerne lavere, fordi vi sparer en masse energi og arbejdstid. Samtidig medfører den skånsomme drift, at jorden optager CO2 i stedet for at udlede CO2. Derfor er vi begyndt at kunne sælge sælge CO2-kvoter,« fortæller Erik Jantzen.

Udsigterne for 2022 er gode, da kornpriserne er steget yderligere efter krigen i Ukraine.

Erik Jantzen er også storaktionær i Dan-Slovakia Agrar, der driver cirka 5.000 hektar og en bedrift med 10.500 søer og årlig produktion af omkring 375.000 grise i Slovakiet. Selskabet havde høj indtjening i 2019 og 2020, hvor svinepriserne i Europa toppede. I 2021 styrtdykkede priserne på svinekød.

»Dan-Slovakia har haft et overskud på 22 mio. kr. før skat. Som markedsforholdene har været, er det acceptabelt. Det har været en stor fordel, at vi er selvforsynende med foder og stort set selvforsynende med gødning. Begge dele er steget voldsomt i pris, så det gør en enorm forskel, at vi ikke skal ud og købe det eksternt,« påpeger Erik Jantzen. Den seneste tid er svinepriserne i Europa steget lodret, så udsigterne for 2022 er gunstige.

»Svineprisen er 14,5 kr. pr. kilo i Slovakiet nu. Hvis man har en bedrift, som er selvforsynende med råvarer, er det en rigtig fin forretning,« fortæller Erik Jantzen.

Han har timet sine investeringer i Østeuropa godt. Priserne på landbrugsbedrifter er de seneste 15 år steget betragteligt, men det er kendetegnende, at den primære drift på farmene også har leveret solide overskud.

Timingen var også fornuftig, da Erik Jantzen i 2012 begyndte at opkøbe nogle af de udlejningsejendomme, som de danske banker havde på bøgerne efter konkurserne under finanskrisen. Udlejningsejendommene i Aarhus-området er samlet i Jantzen Properties, som har udviklet sig til en solid indtjeningsmaskine. Selskabet indleder i år endnu et byggeprojekt i det centrale Aarhus.

»Vi køber ikke længere op. Ejendomspriserne er nået op i niveauer, hvor vi synes, at andre ting er mere interessante,« siger Erik Jantzen.

Han er også aktiv som investor i opstartsvirksomheder via selskabet Futuristic.vc., der har haft et overskud på 41 mio. kr.

Artiklens emner
Landbrugssektoren
Jantzen Group A/S