Lego fejrer fødselsdag med nyt milliardbyggeri
Lego har indviet sin nye såkaldte campus, hvor 2.000 af de ansatte får helt nye rammer, hvor de kan arbejde og også hænge ud efter fyraften. I de kommende år smider Lego endnu et milliardbeløb i ny produktion og nye udviklingskontorer.
Det er 90 år siden, at Ole Kirk Kristiansen grundlagde Lego, og det bliver fejret monumentalt i Billund.
Tirsdag indviede Lego en ny arbejdsplads for 2.000 af legetøjskoncernens ansatte, hvor de kan bruge fitness-centre, de kan gå i biffen, medarbejdere udefra kan bo i bygningen, de kan lave mad sammen - og det samme kan i øvrigt de Lego-ansattes familier.
Det har taget fem år at bygge den 54.000 kvadratmeter store bygning, som er blevet designet samen med medarbejderne.
»Mange kolleger har bidraget til at forme en arbejdsplads, der afspejler vores værdier og indbyder til leg og kreativitet, ikke kun for vores medarbejdere i Billund, men for alle vores Lego-kollegaer over hele verden, der regelmæssigt kommer på besøg,« forklarer Legos adm. direktør Niels B. Christiansen i en pressemeddelelse.
Byggeriet har haft stor fokus på bæredygtighed og har opnået en såkaldt LEED-certificering på guldniveau. Det er en kontorbygning med lavt energiforbrug, der til dels leveres af solpaneler installeret på taget af det nærliggende parkeringshus, forklarer Lego.
Derudover bliver der opsamlet regnvand, al affald fra arbejdspladsen bliver sorteret, og 1.000 tons byggeaffald er blevet genanvendt.
Alle udendørs møbler er lavet af fem ton kasserede Legoklodser, og i byggeriet er der en masse planter og træer.
Udover den nyindviede byggeri fortalte Lego i februar, at man smider en masse penge i en opgradering af store dele af produktionen og udviklingsafdelingerne i Billund.
Lego ville ikke selv sætte beløb på, men en kilde i byggeriet vurderer, at der er tale om mindst en mia kr.
Projektet kan deles i to klumper. Begge bliver sat i gang i 2023 og skal være færdige i 2025.
Den ene er at samle de folk, der arbejder med produktionen og med udvikling af fremtidens materialer, på eet sted, hvor de nu er spredt over 20 steder i Billund.
Her vil Lego bygge en ny bygning på 46.000 kvadratmeter og dermed næsten fordoble det nuværende arbejdsareal på adressen Kornmarken.
Det andet er at bygge en ny kontorbygning for de omkring 1.900 ansatte, der arbejder med innovation af produkter og produktteknologi. Hvor stort det nye byggeri bliver, er ikke besluttet endnu.
Det første projekt bliver finansieret af Lego. Det andet af Lego-familiens pengetank, Kirkbi.
I december fortale Lego, at man i de kommende år vil bygge en ny fabrik i Vietnam for at kunne følge med efterspørgslen i Asien. Denne fabrik kommer til at koste 1 mia. dollars, altså over 6 mia. kr.
De massive investeringer sker på et tidspunkt, hvor Lego i en årrække har haft massiv vækst i salget, og den største udfordring har været at følge med.
Samtidig har Lego en erklæret ambitiøs målsætning om at blive mere bæredygtig, både i produktionen, i emballagen og i selve Lego-plastklodsen, der efter planen skal være lavet af bæredygtigt plast i 2030.



