Vestas forlader Rusland
Vestas har besluttet at forlade Rusland. Det meddeler Vestas’ administrerende direktør, Henrik Andersen, på selskabets generalforsamling tirsdag.
Rusland kom til at fylde meget på Vestas’ generalforsamling tirsdag - især med en klar melding om, at selskabet i begyndelsen af marts stoppede for al ny kommerciel aktivitet i Rusland og nu er på vej ud.
»Efter denne beslutning begyndte Vestas at undersøge og evaluere forskellige scenarier, herunder om vi kunne fuldføre vores eksisterende forpligtelser, samt hvordan vi kunne forlade Rusland på kontrolleret og ordentlig vis, hvis krigen fortsatte. Efter færdiggørelsen af dette arbejde, og situationens udvikling in mente, har vi besluttet at forlade Rusland,« sagde adm. direktør Henrik Andersen på generalforsamlingen, ifølge Marketwire.
Han forklarede samtidig, at Vestas for at sikre, at selskabet forlader Rusland på kontrolleret og ordentlig vis, vil have fokus på at sikre sine russiske medarbejderes sikkerhed og levevilkår samt at beskytte Vestas’ interesser gennem en »ordnet overdragelse af vores forretning i overensstemmelse med international og lokal lovgivning«.
Af samme grund vil nogle aktiviteter ikke stande med det samme.
»Udvalgte aktiviteter forventes i denne sammenhæng at fortsætte i en overgangsperiode. Vores tanker er med det ukrainske folk, og vi håber, at vi snart ser en fredelig løsning,« sagde Henrik Andersen ifølge Marketwire.
I sin beretning understregede bestyrelsesformand Bert Nordberg, at hele krisen omkring Ukraine og Rusland har haft enorme konsekvenser for hele Vestas’ marked.
»Ruslands uprovokerede invasion af Ukraine har sat en kædereaktion af begivenheder i gang, der placerer os midt i en anden global energikrise. Oveni de de tragiske begivenheder, der udfolder sig i Ukraine, ser vi nu energisikkerheden for adskillige nationer truet. Og bag det fortsætter klimakrisen med at skubbe den truende deadline i 2030 foran os,« sagde Bert Nordberg.
Han nævnte også det temmeligt ujævne makroøkonomiske landskab, som har påvirket Vestas’ indtjeningsevne, lige som forstyrrelserne i forsyningskæderne og omkostningsstigninger og en stigning i råvarepriser har været udfordrende.
Han skyndte sig dog at pege på den positive effekt.
»Dette billede ser måske trist ud, men vi skal ikke glemme, at hos Vestas sidder vi med en vigtig løsning i vore hænder. Vores industri var født af den seneste globale energikrise. Vi ser dette øjeblik som en chance for at skalere op,« lød det fra Vestas-formanden.



