Landbrugsorganisation fyrer direktør med omgående virkning
Agri Nord skiller sig af med sin direktør på grund af »økonomiske uregelmæssigheder«.
Kim Koch, som indtil i dag var adm. direktør i landbrugsorganisationen Agri Nord, er blevet fyret af sin bestyrelse.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Vi har desværre konstateret nogle økonomiske uregelmæssigheder, og derfor har vi besluttet, at Kim Koch fratræder med omgående virkning. Da der er tale om en personalesag, kan jeg ikke uddybe yderligere,« lyder meldingen fra bestyrelsesformand Carl Chr. Pedersen i den kortfattede pressemeddelelse.
Det har ikke været muligt at få uddybende kommentarer af den afgående direktør og bestyrelsesformanden.
Carl Chr. Pedersen siger til TV 2 Nord, at han indtil videre overtager posten som leder af Agri Nord, indtil der findes en ny direktør.
Kim Koch havde været direktør for Agri Nord siden 2014.
Ifølge pressemeddelelsen er organisationens finansielle situation upåvirket af fyringen.
Agri Nord rådfører aktører inden for landbrugserhvervet. Det er en af landets største landboforeninger med ca. 1.300 medlemmer og har kontorer i Aalborg, Aars og Hobro.


