Rekordmange har booket dansk feriehus i påskeferien
Corona-pandemien gjorde, at rekordmange danskere tilbragte påsken i et sommerhus i Danmark. Nu når pandemien er på retræte vender også de tyske turister tilbage til de danske feriehuse. Det gør antallet af bookinger i påsken til det højeste nogensinde.
Som følge af corona-pandemiens omfattende restriktioner holdt rekordmange danskere påske i et sommerhus i det danske ferieland i 2021. Trods den rekord, var bookingerne af sommerhusene lavere end tidligere år, og det skyldes at vores tyske naboer blev væk. I år er det anderledes.
Pandemiens mange restriktioner er ophævede, og tyskerne valfarter til de danske feriehuse i en grad, som ikke er set tidligere. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I alt var der booket lidt over 63.000 husuger i påskemånederne. En opgørelse, som tæller summen af bookinger i marts og april, ved udgangen af januar i år. Det er det højeste antal nogensinde. Hele 48.000 af disse uger står de tyske turister for.
»Sidste år var det ikke muligt at rejse, og flere danskere rykkede i et dansk feriehus i påskeferien. Både over julen og i vinterferien har vi til gengæld set, at vores tyske naboer vender tilbage, nu hvor de frit kan rejse til Danmark igen. Det vækker tilsyneladende begejstring, for der er nu flere bookinger i påsken, end vi før har set i statistikken,« siger Paul Lubson, specialkonsulent i Danmarks Statistik, i en pressemeddelelse.
Opgørelsen fra Danmarks Statistik tæller altså bookinger i hele marts og april. Det er dog i særdeleshed de kommende påskedage, som stikker ud. Hele den kommende uge er antallet af danske bookinger markant højere end resten af april, mens antallet af overnatninger når højdepunktet på skærtorsdag og langfredag. Her kan i alt 8.000 danskere se frem til at kunne nyde påskefrokosten i et lejet feriehus.
Der meldes derfor også om udsolgt rundt omkring i det danske ferielandskab, blandt andet hos Feriepartner Sydøstjylland og Sønderjylland.
»100 procent af vores huse er lejet ud. Det plejer de ikke at være på det her tidspunkt, siger Torben Jersild, der er direktør hos Feriepartner Sydøstjylland og Sønderjylland, til TV Syd.


