Tomme træhylder sender humøret i gulvhøjde i træindustrien
Leveringsstop på ukrainsk træ og importforbud mod russisk træ giver problemer i træ- og møbelindustrien.
Før den russiske invasion var Ukraine og Rusland storleverandører af træ til den danske træ- og møbelindustri.
De seneste par måneder er de markante træleverancer fra øst visnet. Det russiske træ er omfattet af importsanktioner fra EU, og det krigshærgede Ukraine eksporterer for tiden ikke træ.
Og det mærkes i træ- og møbelindustrien i form af forsyningsproblemer og prisstigninger.
Hos gulvvirksomheden Timberman i Hadsund fortæller adm. direktør, Mogens Fisker, at gulvvirksomheden har forsyningsproblemer. Det er på trods af, at virksomheden ikke har importeret træ fra Rusland.
»De største knastfrie, brede planker af eg er stort set umuligt at skaffe,« siger Mogens Fisker.
»Kunderne oplever allerede nu de problemer, der er med leveringer. Der er mange kunder, der risikerer at få et andet gulv, end det der var deres førstevalg.«
Forsyningsproblemerne i træ- og møbelindustrien var allerede markante før invasionen af Ukraine. Som de fleste andre brancher er træ- og møbelindustrien påvirket de globale leveranceproblemer, der fulgte coronakrisen. Og den udvikling har kun bevæget sig i én retning de sidste par måneder.
»Det er blevet markant forværret af krigen i Ukraine. Det er tæt på dagligt, at jeg bliver kontaktet af bygherrer og entreprenører, som har projekter under færdiggørelse, hvor de ikke kan få de gulve, de skal bruge, og som nu leder efter andre leverandører. Det betyder, at der er produkter, kunderne ikke kan få i øjeblikket,« siger Mogens Fisker.
Leveringsproblemerne har fået virksomhederne i træ- og møbelindustrien til at lede efter alternative leverandører af de eftertragtede træsorter, hvilket også er med til at presse priserne mod himlen.
Møbelindustrien forsøger at fylde lagrene op af træ, fordi de er nervøse for, hvad de kan få i fremtiden
Det er ikke blot i Hadsund, at den tendens bemærkes. Ifølge Lærke Flader, branchedirektør i DI Træ- og Møbelindustrien (TMI), er presset på danske virksomheder markant.
»Vi bakker fuldt op om sanktionerne, som blandt andet indebærer import af russisk træ, men det er dråben, som gør krisen komplet for træ- og møbelindustrien,« siger hun og fortæller, at det er en hårdt presset industri, som nu bliver endnu mere presset.
»Sanktionerne kommer oveni i et pres fra kinesiske, primært statslige virksomheder, som opkøber europæisk træ, omdannelsen af danske statslige produktionsskove til naturskove og så eftervirkninger fra coronakrisen og de logistikproblemer, der er kommet deraf.«
Ifølge TMI kommer omtrent halvdelen af det eg, der bliver brugt til gulve, møbler og designermøbler fra Ukraine. Det lægger et massivt pres på priserne, at de leverancer nu ikke længere kommer.
Og det betyder, at de brede, knastfrie sorteringer af ukrainske egetræsplanker, der er populære, når danskerne bygger om, nu er blevet væsentligt dyrere.
»Jeg kan ikke fortælle præcis, hvad prisstigningerne ville være på de varer, der er svære at få hjem, for jeg har intet på lager, og hvis det skulle lykkedes mig, ved jeg ikke, hvad prisen skulle være. Det tør jeg ikke en gang gætte på. Men når vi snakker egetræ, så har vi oplevet en tocifret stigning i procent,« siger Mogens Fisker.
Brancheorganisation for små- og mellemstore virksomheder, SMVdanmark, udgav i april en analyse af priserne på byggematerialer. Blandt de varegrupper, der er steget mest i håndværkerens indkøbskurv fra januar 2019 til januar 2022 er jern og stål, som er steget med 61 pct, mens trævarer er blevet en femtedel dyrere.
Den undersøgelse ligger før krigen i Ukraine og sanktionerne på russisk træ.
Lidt uden for Odense ligger Davinde Savværk. Også her mærker man, at der blæser nye vinde i trækronerne. Det odenseanske løvtræssavværk leverer træ til den danske møbelindustri. Her har direktør og ejer, Steen Mikkelsen, umiddelbart gode tider.
»Vi kan stadig skaffe det træ, vi skal bruge, men lagrene hos vores aftagere er små alle steder, og derfor oplever vi en stigende efterspørgsel. Møbelindustrien forsøger at fylde lagrene op af træ, fordi de er nervøse for, hvad de kan få i fremtiden,« siger han.
Den stigende efterspørgsel på løvtræ - bøg, eg og ask - og især det bæredygtige FSC-træ, som møbelindustrien er særligt glade for, men som nu står på sanktionslisten, har betydet prisstigninger for Davinde Savværks kunder.
»Vi er jo presset af de stigende energipriser, og så har vi oplevet prisstigninger på egetræ. Det er svært at sige, hvor meget priserne er steget, men det er væsentlige prisstigninger, og vi forventer mere, så vi har været nødt til at hæve priserne. Men det er ikke en stor procentsats endnu,« siger Steen Mikkelsen.
Han forventer, at lagrene som møbelproducenterne stadig kører på, holder frem til efteråret. Men fortsætter efterspørgslen og det manglende udbud, vil der blive reelle problemer for branchen i efteråret, mener han.
Den frygt deler Lærke Flader, som forklarer, at branchens udfordringer kan betyde, at de verdenskendte, danske designermøbler må laves i andre materialer, eller at TMI’s 258 medlemsvirksomheder kan miste nogle af sine omtrent 12.000 ansatte .
»Problemerne betyder lange leveringstider på produkter, det betyder at priserne på de færdige produkter stiger, og det betyder, i en situation, hvor vi har lav ledighed, at hvis der opstår midlertidigt produktionsstop, så forsvinder arbejdskraften et andet sted hen, fordi så mange brancher kalder på arbejdskraft, den proces er irreversibel. Så det kan skade branchen langsigtet,« siger hun.
Et af problemerne for træindustrien er, at der ikke er nogle quick fixes. Skovrejsning tager lang tid, og den proces skal accelereres, mener Lærke Flader, som derudover taler for fælles EU-regler for eksport af træ til Kina, som i øjeblikket aftager cirka halvdelen af dansk løvtræ.
I Hadsund vil Mogens Fisker endnu ikke knytte ordet ’krise’ på branchens problemer, men kunderne må snart til at kigge sig om efter alternativer til egetræsgulve, og »der er heldigvis mange gode alternativer,« forsikrer han.
Hvornår danskerne igen kan få stillet sulten efter de lange, brede og knastfrie egetræsplanker, tør han dog ikke gætte på.
»De problemer der er opstået her, kan jo ikke hentes på en uge eller måned. Det kommer til at tage årevis. Jeg tør ikke en gang sætte et årstal på, hvornår branchen vil kunne leve op til den efterspørgsel, der er.«