NLMK Dansteel er ejet af russer: »Det bliver ikke nemt,« siger firmaet om historisk dansk skridt
Russiske skibe må fra søndag ikke længere anløbe danske havne. Det rammer forsyningskæden hos den største danske virksomhed ejet af en russer.
Den danske milliardvirksomhed NLMK Dansteel, der er ejet af den russiske stålmagnat Vladimir Lisin, var i forvejen hårdt udfordret af sanktionerne mod Rusland.
Nu bliver ondt værre for det danske stålvalseværk i forbindelse med den seneste sanktionspakke mod Rusland.
Fra søndag er det nemlig forbudt for russiske skibe at anløbe havne i Danmark og resten af EU. Et skridt, der er kaldt historisk af danske havnechefer.
Russiske skibe har ellers i årevis sat kurs mod Frederiksværk, hvor NLMK Dansteel hører til og beskæftiger næsten 500 ansatte. Med store uforarbejdede stålblokke i lasten har russiske skibe op til 170 gange om året lagt til kaj i Frederiksværk.
Men det er altså slut nu, hvilket skaber bekymringer hos NLKM Dansteel.
»Det bliver ikke nemt at erstatte en meget effektiv forsyningskæde udviklet over mange år, og det (forbuddet mod russiske skibe, red.) vil øge risikoen for vores forretning,« lyder det i en meddelelse fra det danske stålvalseværk.
Selskabet understreger, at det ikke længere har russiske fartøjer liggende i Frederiksværk. Den seneste uge har de to skibe Sormovskiy 3057 og Ivan Shchepetov været i Frederiksværk ifølge Marinetraffic. Førstnævnte forlod havnen så sent som kl. 19 tirsdag aften.
»Vi må indrømme, at det er ekstremt svært at erstatte den eksisterende forsyningskæde, som vi har bygget op over 16 år,« skriver NLMK Dansteel i sin meddelelse.
I øjeblikket er den type stål - slabs - som NLMK Dansteel importerer fra Rusland ikke omfattet af sanktioner. Men skulle det ske, at der kommer forbud mod import af al slags russisk stål, er den danske milliardvirksomhed i gang med at kigge på alternative løsninger.
NLMK Dansteel indrømmer, at den har mødt tøven fra nogle kunder, men understreger, at virksomheden har i sinde at fuldføre sine forpligtelser. Især til vindmølleindustrien, hvor selskabets stål bruges i stor stil.
Det danske stålvalseværks russiske ejer, Vladimir Lisin, er Ruslands fjerderigeste med en estimeret formue på 21,4 mia. dollars ifølge Bloomberg.
Han står bag NLMK-koncernen, hvis russiske moderselskab i fjor betalte 1,3 mia. dollars i skat. Lisin kom i 2018 på de amerikanske myndigheders ”Putin-liste” med over 200 prominente russere - oligarker og politiske figurer - der havde tætte tråde til Kreml.
Vladimir Lisin stod i spidsen for den russiske delegation af erhvervsfolk, som i 2011 gæstede Danmark med Vladimir Putin. Stålmilliardæren Lisin blev udpeget til at være medformand for Russian-Danish Business Forum. Den anden formand var daværende Carlsberg-topchef Jørgen Buhl Rasmussen grundet bryggeriets store investeringer i Rusland.
Lisin er desuden formand for det internationale skydeforbund ISSF. En række landes nationale skydeforbund, heriblandt i Ukraine, Tyskland og Schweiz, har opfordret Lisin til at trække sig fra den internationale skyde-toppost.
Den danske del af Lisins stålkoncern omsatte i 2020 for 2,3 mia. kr. og er Halsnæs Kommunes klart største arbejdsplads.