Danmark har mere gas på lager end samme tid sidste år
De danske gaslagre er i vækst og er nu større end på samme tid sidste år.
Danske gaslagre startede året på det laveste niveau i nyere tid på trods af krigstruslerne fra Rusland, der sidste år stod for 34 pct. af EU’s gasforbrug. Lagrene var presset i bund af en kombination af lave temperaturer rekordhøje gaspriser, der mindskede lysten til at købe ind til lager.
Men siden Ruslands invasion af Ukraine er udviklingen vendt så kraftigt ifølge nye tal fra Energinet.dk, at Danmark nu har mere gas på lager end på samme tid sidste år.
Indhentningen af det store efterslæb sker samtidig med, at de danske gaslagre for første gang siden sidste efterår står i en situation, hvor der pumpes mere gas ind på lagrene, end det vi selv forbruger.
Rusland meldte tidligere på måneden ud, at al afregning af gas i fremtiden skal indbetales i rubler frem for euro. En beslutning, som ifølge udtalelser fra Kreml-talsmanden Dmitry Peskow vil få indvirkning fra maj, hvor der skal indbetales for aprilleverancer fra Rusland. Men Danmark såvel som en række andre EU-lande herunder Tyskland og Frankrig har afvist det russiske krav.
Danmark har lige nu oplagret gas nok til to måneders forbrug i en situation, hvor lagrene i de kommende måneder under forudsætning af, at russerne ikke lukker for gassen eller EU indfører sanktioner mod russisk gas, vil fortsætte med at vokse frem til efteråret.
Niveauet er nu en anelse højere end på samme tid sidste år og betydeligt over niveauet for 2017 og 2018, men stadig langt under niveauerne på samme tid i 2019 og 2020, hvor der var gas nok i lagrene til at dække mellem tre og fire måneders forbrug.
Danmark er forpligtet til som et minimum at have gas nok til en måneds forbrug på lager. Falder lagerkapaciteten til det niveau udløser det et nødberedskab.
Næste skridt kan blive beskæring eller hel nedlukning af gasleverancerne til 47 af erhvervslivets tungeste gasforbrugere. Energistyrelsen har en plan liggende i skuffen for, hvor meget der i en knaphedssituation skal skrues ned for leverancerne til den enkelte berørte virksomhed.


