Fortsæt til indhold

Russisk oligark trækker sig fra sit eget olieselskab

Vagit Alekperov, der har grundlagt Ruslands største olieselskab Lukoil, har meddelt, at han forlader selskabet.

Vagit Alekperov, der står bag oliegiganten Lukoil, ses her sammen med Ruslands præsident, Vladimir Putin. Arkivfoto: Alexei Druzhinin, AP Photo
Erhverv

Han er den russer, som har tabt allerflest penge under krigen i Ukraine, og nu står den russiske oligark Vagit Alekperov efter alt at dømme med nye problemer på hånden.

Af en pressemeddelelse fremgår det nemlig, at den russiske oligark forlader Ruslands største olieselskab, Lukoil, før tid. Et selskab, som han selv har grundlagt og indtil nu har stået i spidsen for.

Lukoil oplyser ikke årsagen til afgangen, men selskabet, der er børsnoteret i London, har i forbindelse med invasionen i Ukraine været udsat for kolossale kursfald. Ligesom Vagit Alekperov er underlagt britiske sanktioner pga. sin forbindelse til Ruslands præsident.

Lukoil-aktien er ligeledes torsdag blevet suspenderet.

Den russiske forretningsmand ejer omkring 3 pct. af Lukoil-aktierne og har samtidig en ejerandel på knap 5,5 pct. af selskabet gennem familiefonde og lignende. Sidstnævnte har han dog ifølge Lukoil ingen stemmerettigheder over.

Det oplyses ikke, hvornår Vagit Alekperov forventes at være ude af selskabet.

Finans har tidligere beskrevet, hvordan Ruslands rigeste har måttet se deres formuer styrtdykke under invasionen.

Inden de russiske styrker gik ind i Ukraine, var Vagit Alekperov ifølge Bloombergs milliardærliste verdens 65. rigeste med en formue på 23,7 mia. dollars. Nu er han ”kun” verdens 109. rigeste med en estimeret formue på 16,1 mia. dollars.

Vagit Alekperov er født i Aserbajdsjan i 1950 og blev en del af olieindustrien, da han var i 20’erne. I 1990 blev han minister for Ruslands olie- og gasindustri, og da det daværende Sovjetunionen begyndte at falde fra hinanden, blev russeren sat i toppen af det dengang nye, statsejede olieselskab Lukoil.

Selskabet blev siden hen privatiseret og spredte sig udenfor Ruslands grænser. I marts var Lukoil et af de første russiske selskaber, der tog afstand fra invasionen.

Artiklens emner
LukOil
Vagit Alekperov