Fortsæt til indhold

Her er nogle af de mest usædvanlige flyselskaber, der har eksisteret

Hvad end du vil se religiøse film, pulse løs i kabinen eller serviceres af piger i korte shorts, så findes der et flyselskab derude til dig.

Playboys "Big Bunny"-flyselskab er netop blevet genoprettet i 2021. Foto: George Brich/AP/Ritzau Scanpix
Erhverv

Netop nu kæmper en lang række flyselskaber for comeback efter at have været lagt ned under coronakrisen. Midlet til det er ofte billige biletter eller et veludstyret rutenet. Men gennem tiden har en række flyselskaber set dagens lys, som har prøvet at konkurrere på helt andre parametre end bare transporten.

I slutningen af 2021 annoncerede Playboy, at virksomhedens berømte 70’er-fly ”Big Bunny” snart var på vej på vingerne igen.

Flyet, der også blev døbt ”Palæet på vinger” fungerede både som privatfly for Playboy-stifter Hugh Hefner og som transportmiddel for en række berømtheder gennem tiden og indeholdte en række luksusfeatures, som de færreste havde råd til at købe ind på.

Og det er langt fra det eneste fly - eller flyselskab - der har tiltrukket stor mediebevågenhed og offentlig opmærksomhed gennem tiden.

Det viser en liste, som CNN Travel har stykket sammen.

Her har mediet samlet det, CNN selv beskriver som de mest usædvanlige flyselskaber gennem tiden - og listen indeholder alt lige fra gratis tobak til letpåklædte damer og biblens ord.

  1. Smokers Express / Smintair

    Det gik ikke ubemærket hen, da luftfartsmyndigheder verden over gjorde det ulovligt at ryge på flyveture. Og særligt to amerikanske mænd var svært utilfredse med det og satte sig for at finde et smuthul i loven.

    Det lykkedes dem at oprette et flyselskab gennem en privat klub, som eftersigende endte med at have 5.000 medlemmer.
    Flyene, som bl.a. skulle udstyres med gratis cigaretter, nåede imidlertid aldrig på vingerne på grund af manglende tilladelse og idéen gik op i røg.

    Mere end ti år senere forsøgte tyske Alexander Schoppmann sig med samme idé med sit eget flyselskab Smoker’s International Airwars - eller Smintair - men også han måtte opgive drømmen på grund af manglende kapital.
    Alexander Schoppmann stiftede Smintair i 2006. Foto: Karlheinz Schindler/AP/Ritzau Scanpix.
  2. Hooters Air

    Unge, smukke piger i korte røde shorts og nedringede tanktops er efterhånden blevet billedet på den velkendte amerikanske restaurantkæde Hooters. Og mellem 2002 og 2006 var det også muligt at få restaurantoplevelsen i himmelhøjde.

    Robert Brooks, der var bestyrelsesformand for Hooters frem til sin død i 2006, købte flyselskabet Pace Airlines i 2002 og omdannede det til det såkaldte Hooters Air udstyret med de velkendte ”Hooters Girls”.

    De letpåklædte piger serverede dog ikke drikkevarer eller lavede andet stewardesse-arbejde, men nøjedes med at mingle med flyselskabets rejsende.

    Selskabet lukkede dog ned igen allerede i 2006, fordi der ikke var nok penge i forretningen.
    Hooters Air var ikke i luften i særligt mange år. Foto: Joaquin Siopack/AP/Ritzau Scanpix
  3. The Lord’s Airline

    I 1985 oprettede erhvervsmanden Ari Marshall et flyselskab, der udelukkende var henvendt til guds folk. Alkohol var forbudt om bord på flyet, religiøse film var de eneste, der blev vist på turene og så var de sædvanlige flymagasiner skiftet ud med bibler og toraer.

    »Russerne har deres eget flyselskab. Det har briterne også. Og Playboy. Så hvorfor skulle Herren ikke også have et flyselskab helt for sig selv?« argumenterede Ari Marshall dengang for selskabets eksistensberettigelse, der primært fløj mellem USA og Israel.

    Det var imidlertid ikke mange år, The Lord’s Airline fik lov at være i luften. I 1987 nægtede de amerikanske luftfartsmyndigheder selskabet sin autorisation på grund af ufærdige reparationer. Det gjorde investorer nervøse og fik dem til at afsætte Ari Marshall som bestyrelsesformand.

    Kort efter blev flyselskabet droppet helt og dets fly sendt til skrot.
  4. MGM Grand Air

    Et luksusflyselskab udelukkende for de ultrarige og berømte. Det var tanken bag rigmand og investor Kirk Kerkorians flyselskab MGM Grand Air.

    Flyene skulle kun flyve én rute - nemlig fra Los Angeles-lufthavnen LAX til JFK-lufthavnen i New York. Og selskabets løfter til dets passagerer var ganske pompøse: ingen kø, ingen check-in, ingen ventetid på baggage, en veludstyret bar på flyet, dør-til-dør limousine, badeværelse med vandhane af guld og indgraveret sæbe og meget, meget mere.

    Det var desuden en regel, at der ikke måtte være mere end 33 passagerer ad gangen, selvom der var plads til mere en 100.

    Som årene gik åbnede selskabet op for flere ruter men kunne - trods sit celebre klientel - ikke få forretningen til at løbe rundt. I 1995 blev selskabet solgt og i 2008 lukkede det officielt ned.
    Kirk Kerkorian stiftede luksusselskabet MGM Grand Air. Foto: Joe Cavaretta/AP/Ritzau Scanpix.
  5. Pet Airways

    I 2009 blev der oprettet et helt særligt flyselskab, der udelukkende fløj med såkaldte pawsengers - altså passagerer med poter.

    Kæledyr af alle størrelser kunne få en tur med Pet Airways helt uden deres ejer men med særlige stewarder og stewardesser, der var trænet i at tage sig af dyrene.

    Flyene, som kunne flyve med omkring 50 dyr ad gangen, kostede ejere mellem 1.000 og 8.000 kr. pr. tur alt efter dyrets størrelse.

    Det var imidlertid ikke nok til at holde forretningen på vingerne, og man begyndte allerede i 2012 at aflyse fly, fordi det ikke kunne betale sig med så få bookinger, som der kom ind.

    Ifølge CNN regner selskabet dog med at genoptage forretningen i midten af 2022.
    Pet Airways fløj med ca. 9.000 kæledyr før selskabet begyndte at aflyse flyvninger. Foto: Dave Weaver/AP/Ritzau Scanpix