Fristen for at ændre i årsopgørelsen nærmer sig
Der er snart deadline for at ændre i årsopgørelsen, lyder det fra Skattestyrelsen.
Det er snart ved at være sidste udkald for alle de danskere, der endnu ikke har rettet i deres årsopgørelse og gerne vil have deres penge hurtigt ind på kontoen.
Den 1. maj er der nemlig deadline for at rette i sin årsopgørelse.
Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
»For mange borgere kører årsopgørelsen helt af sig selv. Men nogle ting skal man selv oplyse os om. Det gælder f.eks. kørselsfradrag, håndværker- og servicefradrag samt indtægt og tab ved salg af værdipapirer. Og så er det generelt altid en god idé at tjekke, om vi nu også har de rigtige informationer,« siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen, i meddelelsen.
Den 1. maj i år bliver der også lukket helt ned for ændringer i årsopgørelsen for 2018.
Den 11. marts åbnede årsopgørelsen for 2021 og siden da har mere end 1,3 mio. danskere været inde at ændre i deres oplysninger i Tast Selv-systemet.
Og det er ikke så få overskydende skattekroner, det er blevet til.
Samlet set 19,9 mia. kr. kunne i alt 3,7 mio. borgere se frem til at få ind på kontoen - og de fleste har allerede fået dem udbetalt.
Dele af den overskydende skat kommer bl.a. fra kørselsfradraget, som man i år selv aktivt har skulle taste ind - modsat mange andre år, hvor fradraget blev udregnet automatisk.
Indtil videre har 940.000 borgere været inde og indtaste kørselsfradrag, men der kan stadig være personer, som ikke har fået det gjort.
»Det er andet år i træk, man selv skal huske at oplyse os om kørselsfradrag. For de, der endnu ikke har opgjort fradraget, er det en god idé at få set på det nu. Kørselsfradraget kan hurtigt betyde forskellen mellem en restskat og penge retur på kontoen. Derfor er der vigtigt, at man husker at få det med,« siger Jan Møller Mikkelsen afslutningsvist.